Tre kommuner vil ikke betale for psykisk syge unges skole

København, Høje-Taastrup og Rudersdal Kommune vil ikke længere betale for, at deres unge går i skole, når de er indlagt på psykiatrisk hospital.

Når andre unge går i skole, må de selv blive på hospitalet - også selvom de gerne vil i skole.

Sådan er virkeligheden for de ældste af de unge, der er indlagt på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup - men kun hvis de er uheldige at komme fra en forkert kommune.

Regionsrådsformand for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen, Soc.Dem., kritiserer i dag i et åbent brev, at tre kommuner ikke længere vil betale for, at indlagte unge på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup kan gå i skole.

Det drejer sig om de unge, der enten er fyldt 17 år eller har afsluttet 9. klasse. De unge har ikke lovmæssig krav på at kunne gå på Hospitalsskolen sammen med de andre børn og unge, der er indlagt.

Der har dog indtil 2017 været en aftale, om at de alligevel kunne få lov til at deltage i undervisningen på Hospitalsskolen, og langt de fleste kommuner tillader det stadigvæk. 

Stigende problem

Københavns, Høje-Taastrup og Rudersdal Kommune har dog afslået at betale for, at deres unge mennesker kan gå på Hospitalsskolen, mens de er indlagt.

quote Vores erfaring er, at de profiterer i enorm grad af at blive undervist af nogle lærere med speciale i lige netop de vanskeligheder, de har

Tina Jacobsen, som er udviklingschef på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup

Og det er ifølge Tina Jacobsen, som er udviklingschef på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup et stigende problem. 

- Vores erfaring er, at de profiterer i enorm grad af at blive undervist af nogle lærere med speciale i lige netop de vanskeligheder, de har, siger hun. 

Mange af de unge har ifølge hende ikke gået i skole i halve eller hele år på grund af deres sygdom, og derfor er de ikke nødvendigvis på samme faglige niveau som andre 17-årige. 

Og det betyder noget for de unges selvværd og psykiske helbred, om de får lov til at gå i skole, fortæller Tina Jacobsen. På hospitalet arbejder de på, at gabet mellem det normale liv og livet på hospitalet ikke bliver større end højst nødvendigt:

- Vi tilstræber at de, de har en hverdag, der ligner en almindelig hverdag mest muligt, når de er indlagt - på trods af de udfordringer, de har.

 

 

Dreng ville "sindssygt gerne" i skole

Den vurdering bakker Lisa Levin, som er leder af Hospitalsskolen, op om:

- De bliver normale, her er de ikke syge. 

Og hun fortæller om en dreng, der "sindssygt gerne ville i skole", men ikke fik lov, selvom han gentagende gange havde spurgt til det.

Alene i første kvartal i år drejer det sig om fem elever, der ikke har fået lov til at gå i skole, men Lisa Levin kan ikke give et præcist tal på, hvor mange unge mennesker, der er blevet ramt i alt.

quote Det er jo peanuts af penge for dem

 Lisa Levin, leder af Hospitalsskolen

Selvom fem elever er for mange, er det ikke nogen stor udgift for kommunerne, mener Lisa Levin:

- Det er jo peanuts af penge for dem, siger hun.

TV 2 Lorry har forsøgt at få fat i de tre kommuners borgmestre, men det er endnu ikke lykkedes.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik