Bygningsrenoveringer kan både være katastrofale og geniale - og seks af de sidstnævnte er nu nomineret til prisen som Danmarks bedste renovering, der kåres af organisationen Renover.
Blandt de nominerede er tre prestigeprojekter i København, som anerkendes for både detaljegrad og historie, omdannelse af gamle erhvervslokaler til moderne boliger og vellykket åbning af facade mod gadestrøg.
De københavnske bidrag er Postgården i Købmagergade, St. Kongensgade 53, som tidligere var trykkeri og i dag er omdannet til moderne boliger og transformerstationen fra 70'erne, som nu huser luksushotellet Herman K.
Jyske nomineringer giver kamp til stregen
De øvrige nominerede er en funkisvilla i Silkeborg, som er omdannet til et moderne og energivenligt hjem, mens et udsat boligområde i Fredericia er forvandlet til en socialt bæredygtig bydel - og samtidig er røget af ghettolisten.
I Viborg har man omdannet en gammel vindmøllefabrik til et "mekka for streetkultur for byens unge", skriver organisationen i en pressemeddelelse.
- Den store spændvidde er fastholdt i de nominerede projekter, hvor vi har et skarpt skåret enfamiliehus, fornemt renoverede leje- og ejerboliger, en kulturinstitution og oplevelsesrigt erhvervsbyggeri, siger Gøsta Knudsen, der er formand for nomeringsudvalget, og fortsætter:
- Det er Renover prisens formål at vise eksempler på forbilledlig renovering til inspiration for andre. Det indfries på overbevisende måde i år. De nominerede projekter udmærker sig med en skyhøj kvalitet og har et potentiale til fremtidige renoveringer med noget på hjerte.
Den endelige vinder af prisen findes ved en prisfest den 5. september, og modtager en check på 100.000 kroner.
Indtil vinderen findes, kan du læse mere om de københavnske nominerede her:
Postgården på Købmagergade, København
St. Kongensgade 53, København
Hotel Herman K, København