Tidligere læge overrasket på job: Flemming er landets sødeste kassedame

74-årige Flemming er tidligere hospitalsdirektør og læge. Nu er han også hyldet som kassedame.

Danmarks sødeste kassedame hedder Flemming. 

Flemming Rosleff for at være helt præcis. Den 74-årige kassemedarbejder er tidligere hospitalsdirektør og læge, og i dag arbejder han i Irma på Godthåbsvej i Vanløse.

Fredag blev han overrasket på jobbet, da ugebladet Hjemmets chefredaktør pludselig kunne fortælle ham, at han er vinder af konkurrencen om at blive Danmarks sødeste kassedame m/k.

Flemming Rosleff er lutter lykkelig for anerkendelsen.

- Jeg er meget beæret. Også over at der er så mange, der har både nomineret mig, men også stemt på mig. Og så er jeg mere end overvældet over den pressedækning, jeg har fået, siger han til TV 2 Lorry.

Artiklen fortsætter efter billedet

Flemming Rosleff er årets sødeste kassedame.
Flemming Rosleff er årets sødeste kassedame.
Foto: Hjemmet

Et anderledes karriereskift

Han er efterhånden ved at være et kendt ansigt, efter at han har optrådt i flere af landets medier. Den tidligere læge og hospitalsdirektør er da også en god og utrolig historie om et uventet karrieskift. Det er Flemming Rosleff også klar over.

- Jeg vil gerne sende det signal, at det ikke er farligt at arbejde efter den sædvanlige pensionsalder, og at det også kan være forbundet med daglig glæde at gøre det, siger han.

Tror du, at det bliver en anden hverdag, efter du er blevet kåret?

- Jeg håber, at der kommer lidt flere kunder til, som ikke plejer at være her – og dem, som jeg plejer at betjene, der falder jo nok et tillykke af, siger han til TV 2 Lorry.

Stolt chef

I Irma er distrikschef Thomas Hammer stolt og lykkelig på Flemming Rosleffs vegne.

- Det er en fantastisk dag, fordi der er fokus på de her kassemedarbejdere. At man kan skabe sin egen dag. Det er ikke jobbet, det er hvordan man udfører sit job, og hvordan man møder kunderne i øjenhøjde. Så det er en god dag, siger han til TV 2 Lorry.

Marianne Gram, der er chefredaktør for Hjemmet, mener, at kassemedarbejdere fortjener opmærksomhed. 

- De kan betyde så meget for så mange mennesker. Det er jo ikke bare at stange noget over disken. Det er faktisk også, at man kan være et åndehul, hvor man kan komme ned og få et trøstende ord, en vits eller en frugtstang, siger Marianne Gram til TV 2 Lorry.

Præmien er forskellige gaver til en samlet værdi af 20.000 kroner. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik