Tidligere bandemedlem: Våbenhvile kan bruges til exit

Der er indgået en måneds våbenhvile i bandekonflikten på Nørrebro. Det er en oplagt exit-mulighed, lyder det fra et tidligere bandemedlem.

Nedim Yasar ved, hvad han taler om, når han snakker om exitprogrammer. Han har nemlig selv været igennem et. 

Han har tidligere været leder af den nu nedlagte bande Los Guerreros i Ballerup og tjente masser af penge på at sælge hash. For fire år siden kom han dog ud af bandekriminalitet via et exitprogram.

Han mener, at våbenhvilen i bandekonflikten er en oplagt mulighed for bandemedlemmer på Nørrebro til at gøre det samme, og han forventer, at flere vil benytte muligheden.

- Det her giver mulighed for at få folk ud af bandemiljøet, fordi nu er der våbenhvile, og nu er det nemmere for bandemedlemmer at tage skridtet videre og sige "nu gider jeg ikke være med mere", og så vender man heller ikke sine brødre ryggen i en svær tid, fortæller Nedim Yasar. 

Svært når banden har problemer

Nedim Yasar mener, at våbenhvilen er udtryk for, at banderne er pressede fra flere sider. Både fra myndighederne og fra lokalsamfundet.

Det er fædregrupper fra indre og ydre Nørrebro, der har forhandlet våbenhvilen på plads. Det sker efter fem måneder med 42 skudepisoder relateret til bandekonflikten - herunder flere drab. 

Aftalen er, at våbenhvilen skal vare en måned.

- Det er sværere at komme ud af en bande, når den er i problemer. Du får en slags skyldfølelse. Jeg har selv været i en bande, og jeg ville aldrig vende en bande ryggen, hvis den var i problemer, fordi jeg ved, at jeg ville vende nogle mennesker ryggen, som jeg har gået sammen med i mange år - næsten hele mit liv. Hvis en af dem døde, ville jeg få skyldfølelse over det. Jeg ville vente til, banden havde det godt igen, og så ville jeg gå videre og få mig et liv, fortæller Nedim Yasar. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik