Terrorangreb i Barcelona ændrer ikke på sikkerhed til Pride

På trods af terrorangrebet i Barcelona torsdag, ændrer Københavns Politi ikke på sikkerheden til paraden. Den er i forvejen stor, lyder det.

Mens der bliver kippet med regnbueflagene og danset på vognene, når Copenhagen Pride lørdag fejrer mangfoldigheden, så vil gæsterne kunne mærke en øget sikkerhed, skriver DR P4 København.

Opbuddet sker dog ikke på grund af terrorangrebet i Barcelona torsdag, men på grund af det generelle trusselsbillede, lyder det fra Københavns Politi.

- Vi har i forvejen planlagt et stort sikkerhedsmæssigt setup i forhold til paraden. Angrebet i Barcelona ændrer ikke på det, for det var i forvejen ret markant, siger Jens Jespersen, politiinspektør ved Københavns Politi til DR P4 København.

Sideveje bliver afspærret

Ifølge Jens Jespersen vil der være både synligt og ikke-synligt politi til stede i paraden. Samtidig vil sideveje til paraden være afspærret.

Selvom Europa har været hårdt ramt af terrorangreb i år, så mener Jens Jespersen ikke, at man skal holde sig væk fra priden.

- Der er ikke noget, der tilsiger, at det skulle være farligere at deltage i priden i år i forhold til sidste år. Så min opfordring er, at man skal gå ud og give den gas og holde en fest, som man plejer at gøre, siger Jens Jespersen til DR P4 København.

Foruden politiet har Copenhagen Pride også godt 150 såkaldte parade-guider, der skal få paraden sikkert af sted, siger Thomas K. Rasmussen, kommunikationschef i Copenhagen Pride.

Paraden begynder ved Frederiksberg Rådhus klokken 13.00 og går over Frederiksberg Allé til Vesterbrogade og slutter på Rådhuspladsen omkring klokken 15.00.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik