Stor udrykning til brand ved børnehaver

Foto: alarm112danmark.dk

Københavns Politi og Hovedstadens Beredskab er torsdag aften massivt til stede på Rymarksvej i Hellerup, hvor der er udbrudt brand i en bygning.

- Der er ild i tre containere, og det har bredt sig til en bygning. Vi er i gang med at sikre spor derude, siger vagtchef Kristian Aaskov til TV 2 Lorry.

Hovedstadens Beredskab har sendt fem køretøjer og 17 mand afsted til branden, der startede omkring klokken 21.

- Vi har sendt en udrykning afsted, og vi er i gang med at slukke nu, siger vagthavende operationschef Michael Møller omkring klokken 22 til TV 2 Lorry. 

Beredskabet tweetede tidligere, at der er tale om en brand i en daginstitution, men Michael Møller fortæller, at der er gået ild i en bygning, der tilhører Gårdmandskorpset, som servicerer områdets daginstitutioner.

Bygningen er bygget sammen med specialbørnehaven Troldpilen og ligger tæt ved flere andre børnehaver. 

Børnehaven Troldpilen har fået røgskader som følge af branden. 

- Men det er ikke værre, end at vi regner med, at børnene kan bruge børnehaven i morgen, siger Michael Møller.  

Ingen personer er kommet til skade ved ilden. Det vides endnu ikke, hvorfor ilden er brudt ud. 

- Det er for tidligt at sige noget om. Vi er nødt til at vente på, at vi kan komme til at undersøge stedet, siger vagtchef Kristian Aaskov til TV 2 Lorry. 

Branden blev anmeldt klokken 21.19.  

Klokken 22.30 oplyser Michael Møller, at branden er slukket, og at beredskabet nu er ved at rydde op på stedet. 
 

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik

Kulturkalenderen

Hvad sker der i Lorryland i dag?