Stjerneskuespiller bliver hovedsponsor for håndboldhold

København-klubben BK Ydun har fået ingen ringere end den berømte skuespiller Lars Mikkelsen som hovedsponsor

En håndboldklub på Frederiksberg har modtaget en uventet gave.

Afsenderen er ingen ringere end den internationalt anerkendte skuespiller Lars Mikkelsen.

quote Han gør det simpelthen, fordi han brænder for sporten

Simon Rasmussen, formand for BK Ydun

Således offentliggør BK Ydun, der spiller i herrernes 2. division, at den berømte skuespiller bliver klubbens hovedsponsor for den kommende sæson.

- Det er svært at sætte ord på. Vi er rigtig glade og taknemmelige, fordi det siger noget om, at Lars Mikkelsen har lagt mærke til os og vores forening og det arbejde, vores frivillige udfører, siger klubbens formand Simon Rasmussen til TV 2 Lorry.

Tid til at give tilbage

Sammen med sin bror, Mads Mikkelsen, var Lars Mikkelsen i sin ungdom selv aktiv og efter sigende talentfuld håndboldspiller.

Nu føler den kendte skuespiller, at tiden er kommet til at give noget tilbage til den sport, der har fyldt meget i hans liv.

BK Ydun har hjemme på Frederiksberg. Holdets herrer spiller i 2. division - den tredjebedste liga i Danmark.
BK Ydun har hjemme på Frederiksberg. Holdets herrer spiller i 2. division - den tredjebedste liga i Danmark.
Foto: BK Ydun

- Mit sponsorat i BK Ydun handler først og fremmest om, at jeg godt kan lide klubben, og de værdier den står for. Her er der både plads til, at håndbold skal være alvorligt og for de allerbedste, men klubben gør ligeså meget ud af, at håndbold skal være for sjov, og der skal være plads til alle på banen. Det er værdier, som jeg gerne bakker op omkring, udtaler Lars Mikkelsen i en pressemeddelelse.

En sport med vanskelige kår

Kontakten mellem Mikkelsen og håndboldklubben er kommet i stand, fordi Lars Mikkelsen privat er gode venner med dele af klubbens trænerstab, forklarer klubformand Simon Rasmussen.

- Jeg husker stadig tilbage på min egen håndboldtid med stor glæde, men desværre kan jeg også konstatere, at håndbolden i Hovedstaden har haft vanskelige kår de seneste år, så færre børn og unge i dag er at finde i hovedstadens håndboldhaller.

- Håndbold er en fantastisk sport, så jeg håber, at mit sponsorat også medvirker til, at BK Ydun får overskud og kræfter til at få endnu flere børn og unge til at spille håndbold i klubben, siger Lars Mikkelsen om baggrund for sit sponsorat.

Skal styrke ungdomsarbejdet

Selvom skuespilleren med sin donation nu er klubbens hovedsponsor, så kommer Lars Mikkelsens navn ikke til at figurere på hverken spillertrøjer eller bannere.

- Lars (Mikkelsen, red.) gør det ikke for at promovere sig selv. Han gør det simpelthen, fordi han brænder for sporten, siger formand Simon Rasmussen.

Sponsorkronerne fra skuespilleren skal i stedet bruges til at styrke ungdomsarbejdet og dække stigende rejseudgifter opstået i forbindelse med oprykningen til 2. division, mens seniorspillerne også kan se frem til nye trøjer og træningsdragter.

Lars Mikkelsen er sammen med sin bror Mads blandt Danmarks mest kendte skuespillere uden for landets grænser. Blandt andet har han spillet store roller i internationale tv-serier som Sherlock og House of Cards, mens han herhjemme er kendt fra en stribe film og tv-serier.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik