Stand up paddle nu tilladt i dele af Københavns havn til vinter

I ny havnestrategi, der skal kombinere sikkerhed og fritidsaktiviteter, åbner By & Havn nu op for vinterudgave af stand up paddle i hovedstaden.

Hvis du har nydt glæde af at stand up paddle dig gennem dele af Københavns havn hen over sommeren, så er der en god nyhed på vej.

By & Havn har gennem forskellige pilotprojekter, hen over sommeren, testet, hvordan fritids- og kommercielle aktiviteter i havnen kan foregå side om side med havnens almindelige aktiviteter, samtidig med at sikkerheden er i orden.

Et af de pilotprojekter, som blev gennemført i sommers, var stand up paddling – også forkortet SUP. I sommeren blev det midlertidigt tilladt at stand up paddle i dele af Nordhavn, samt syd for Langebro. Den tilladelse bliver nu midlertidigt forlænget i vinterperioden frem til 1. april 2019.

Det oplyser By & Havn i en pressemeddelelse.

Hvad er stand up paddle?

Stand Up Paddle surfing (SUP) har rødder tilbage fra den hawaiianske kultur. Sporten er en ældre form for surfing, der opstod tilbage i 60’erne som en måde, hvorpå surferne kunne padle længere tid på lange, flade bølger grundet den hastighed, de kunne opnå ved at stå oprejst på surfbrættet og padle. SUP har derfor også traditionelt set været forbeholdt kyster med bølger til surf.

I Stand Up Paddle står man på et surfboard med en paddle, som man skaber fremdrift med.

 

Kilde: Copenhagen Watersports

Ny rute afprøves

I løbet af vinterperioden testes en ny stand up paddle rute, som løber fra Papirøen til Langebro. Det vil give stand up paddling entusiaster mulighed for at forlænge deres ture i Inderhavnen.

- Vi ser frem til som forening at kunne bidrage til at skabe en god SUP-kultur i havnen ved at være aktive i en større del af havnen. Vores erfaring fra sommerens pilotprojekt er, at SUP i lighed med andre vandidrætter kan indgå i trafikken side om side med de andre fartøjer i havnen. Vi ser samarbejdet med By & Havn og udvidelsen af området til SUP som et vigtigt skridt i retning mod at skabe en havn, hvor der er plads til, at forskellige typer af fartøjer kan færdes på lige vilkår med respekt for hinanden, siger Jakob Agergaard, formand i Copenhagen Watersports i en pressemeddelelse.

Kort over den nye rute, der skal testes. 
Kort over den nye rute, der skal testes. 
Foto: By & Havn

Hvis man begiver sig ud på stand up paddle på den nye rute mellem Langebro og Papirøen skal man holde sig langs kajen i den østlige side af havnen. Det gælder stadig, at stand up paddlere skal holde tilbage for større havnetrafikanter som kanalrundfarter og havnebusser. Det er ikke tilladt at stand up paddle i kanalerne.

Kort over SUP-områderne i Nordhavn.
Kort over SUP-områderne i Nordhavn.
Foto: By & Havn

Hos By & Havn er man også interesseret i at imødekomme SUP’erne.

- Vi har haft en god dialog med SUP’erne hen over sommeren, og de kom meget tidligt med forslaget om, at få en rute i vintersæsonen, der forbinder Holmen med arealerne syd for Langebro. Det synes vi, er en rigtig god idé, og dermed kommer vi både til at teste muligheden for at man kan SUP’e i større dele af havnen, og vi afprøver også den sæsonbestemte brug af havnen. Begge dele er noget vi arbejder med i forbindelse med havnestrategien, siger Rikke Faaborg Jarmer, udviklingschef i By & Havn i en pressemeddelelse.

Vinteren er lig med lys og reflekser

Ligesom i trafikken skal sikkerhedsudstyret være i orden på vandet. Der kan opstå farlige situationer på vandet, når temperaturen daler og mørket falder tidligt. Derfor er det særligt vigtigt med lys og reflekser.

Nedenfor er vejledende retningslinjer for stand up paddling i vintersæsonen.

Retningslinjer for stand up paddle i vintersæsonen

  • Er du erfaren nok? Overvej en ekstra gang, om du har nok erfaring til at komme sikkert rundt i havnen om vinteren. Hvis uheldet er ude, og du falder i, skal du altid kunne komme op på dit board igen.
  • Vurdér vejret: Matcher dine kompetencer vind- og vejrforholdene?
  • Lygtetænding: husk at bære lys, når det bliver mørkt – ligesom du gør på cykel.
  • Reflekser: Lyset fra byen når også ud i havnen, så tag reflekser på og bliv set.
  • Vest og leash: Bær altid svømmevest og leash, når du er på vandet.
  • Korrekt påklædning: Sørg for at klæde dig efter vejrforholdene, så du undgår underafkøling.
  • Tag ud sammen: Tag på vandet med en makker. Det er mere sikkert at være to end én.

Kilde: By & Havn


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik