"Stærke" danskere kæmper om lejligheder i ghettoerne

Stigende huspriser og boligmangel i København har gjort, at mange er begyndt at søge mod de mere udsatte boligområder, når de skal finde et nyt sted at bo.

For få år siden stod flere lejligheder i de udsatte boligområder tomme, men de fleste steder er tomrummet i dag skiftet ud med lange ventelister.

- Det er nogle fantastisk attraktive boliger. De har som oftest en god beliggenhed og en lav husleje, og det er selvfølgelig noget de boligsøgende synes om, siger Francisco Ortega.

Han er udviklingschef i  Boligselskabet Sjælland, der i alt administrerer 12.500 almennyttige boliger.

Der er nemlig flere gode grunde til at flytte i en almen boligforening. Stigende boligpriser og manglen på boliger i København har gjort, at flere og flere flytter væk fra centrum til eksempelvis det udsatte boligområde Æblehaven i Roskilde.

 
 
Foto: TV 2 Kosmopol

- Jeg tror, at rigtig mange kan se kvaliteten ved at fraflytte København og komme her ud til Roskilde. For det første, så er det utrolig tæt på København, og så er Roskilde en by, der har rigtig meget i sig selv. Sådan er det faktisk også i Ringsted, Køge og Holbæk, som vi også er repræsenteret i. Der kan beboerne i de almene boliger jo godt se, at de bor i nogle attraktive boliger til en lav pris. Og så er det ovenikøbet er nemt at komme til København, siger Francisco Ortega.

Selvom æblehaven er på listen over udsatte boligområder, den såkaldte ”ghettoliste”, så skræmmer det åbenbart ikke fremtidige lejere væk.

- Det er mange forskellige familietyper, som vi ser, der flytter til området. En af de sådan lidt nyere typer er faktisk dem, der fraflytter deres ejerbolig. Det kan faktisk være nogle, der har en stor villa et eller andet sted før. Hvis de så gerne vil ud at rejse lidt, så kan de få nogle midler frigivet ved at sælge deres dyre bolig. Og så flytter de til et alment boligområde udenfor København,” siger Francisco Ortega.

De samme tendenser med stigende popularitet og lange ventelister har også vist sig i boligområdet Askerød i Hundige. Stedet har tidligere været hårdt belastet, og selvom det stadig er på listen over udsatte boligområder, er populariteten også her enormt stigende.

- For bare 5-6 år siden, der havde vi faktisk tomme boliger, som vi ikke kunne få lejet ud. Det er så gradvist blevet bedre, og for 3 år siden havde vi 100 stående på venteliste, og nu er den oppe på over 400, siger Ulrik Brock Hoffmeyer, der er administrerende direktør i BO-VEST.

I Askerød er der gjort mange tiltag i området for at beboerne skal føle sig trygge, men den stigende popularitet findes også i firmaets andre afdelinger, som i alt tæller 10.000 lejemål på Vestegnen.

- Generelt set for alle de boliger vi har på Københavns Vestegn, så har vi ingen ledige boliger overhovedet. Og vi har lange ventelister alle steder, siger Ulrik Brock Hoffmeyer.

I alt findes der i hele TV 2 Lorrys område 228.408 almene boliger, men da vi i dag kiggede på, hvor mange af dem, der var ledige, var det tal i alt: 3.

Alle boligerne kan findes på hjemmesiden www.danmarkbolig.dk, men noget tyder på, at man skal være hurtigt ude for at være en af de heldige, der kan flytte ind. De fleste nye beboere finder nemlig også hurtigt ud af, at det slet ikke er så tosset at bo i almen bolig lidt længere væk fra København.

- Mange oplever lige pludselig, at fællesskabet i en boligforening er noget, man vælger til. Og det er der altså mange, der synes om. Og når de så ser på det sammen med, at de faktisk har en billig bolig med en god beliggenhed, så vil de ikke fraflytte igen, siger Francisco Ortega


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik