Spisekæde genåbnede butik efter sur smiley - nu er den gal igen

Det kniber fortsat med at efterleve fødevarereglerne hos The Bagel Co, som har fået endnu en sur smiley og bøde i en af deres butikker.

Det skulle gerne have været en frisk start, da spisekæden The Bagel Co tidligere på måneden slog dørene op på ny i deres filial på Østerfælled Torv på Østerbro i København.

Butikken måtte tilbage i februar lukke, efter Fødevarestyrelsen havde konstateret omfattende skimmelsvamp på alt fra vægge og gulve til vindueskarme og døre.

Efter en gennemgående renovering skulle problemet imidlertid være blevet løst. Men allerede få dage efter genåbningen kom Fødevarestyrelsen igen på uanmeldt besøg i butikken, og også denne gang resulterede tilsynet i en sur smiley og bøde til The Bagel Co.

Dog var det ikke rengøringen, men derimod fødevarehåndteringen, den var gal med, fremgår det af kontrolrapporten, som er dateret den 15. maj.

The Bagel Co på Østerfælled Torv på Østerbro har gentagne gange fået Fødevarestyrelsen på nakken.
The Bagel Co på Østerfælled Torv på Østerbro har gentagne gange fået Fødevarestyrelsen på nakken.
Foto: Google Street View

Kunne ikke vaske hænder ved wc

Det blev blandt andet konstateret, at håndvasken på toilettet ikke virkede, så de ansatte ikke kunne vaske hænder ved toilettet. Og ved en håndvask bag salgsdisken var der ikke faciliteter til hygiejnisk tørring af hænder.

Det fremhæves også, at en dør ved et forrum til toilettet stod åben, så der var adgang til baglokalet, hvor der håndteres grønt, opbevares grøntsager og vaskes service.

Dertil kommer, at butikken ikke havde hængt den tidligere kontrolrapport op.

Butikken bemærkede, at de ville rette op på forholdene. Men ikke desto mindre kostede det alligevel en sur smiley samt to bøder på tilsammen 7.000 kroner.

Gentagne brud på fødevarereglerne

Det fremgår af kontrolrapporten, at bagelbutikken har fået anmærkninger for overtrædelser af fødevarelovgivningen på minimum tre ud af de seneste fire kontrolbesøg, og at den dårlige efterlevelse af reglerne medfører to gebyrbelagte, opfølgende kontrolbesøg.  

TV 2 Lorry har fået et svar fra The Bagel Co’s direktør, Birthe Thygesen, over mail. Hun skriver: 

"Vi ville hurtigt have åbnet butikken igen efter at have været lukket siden vinterferien og åbnede med blot to vaske i butikken. Vores kolleger har således kunne vaske hænder i en af de to andre vaske, men vi skal naturligvis have det korrekt antal vaske", skriver hun og fortsætter.

"Kontrolrapporten skal naturligvis også sættes op, og det har vi gjort. Og sidst har vi en mellemgang mellem toilet og køkken , hvor døre iflg. vores nedskrevne regler skal være lukket. Ovennævnte sker indenfor første åbnedag, og vi skulle nok have ventet med at åbne dagen efter. Ærgerligt, men der er rettet op på alt", skriver hun til TV 2 Lorry.

Hun har tidligere udtalt, at kædens medarbejdere primært består af unge mennesker, som arbejder ”så hårdt og godt, som de overhovedet kan”, men hun erkender også, at der begås fejl.

"Jeg vil ikke hævde, at der aldrig sker fejl. I The Bagel Co. er de eneste, der ikke laver fejl, de, der ikke laver noget, udtalte Birthe Thygesen til TV 2 Lorry, efter at spisekædens filial i stormagasinet Illum i sidste måned fik en sur smiley og en bøde for dårlig rengøring.

Ringere end gennemsnittet

Et nærmere kig på The Bagel Co.'s generelle smiley-statistik viser da også, at kæden har en ringere regelefterlevelse af fødevarereglerne end gennemsnittet.

Af de rapporter, der fremgår af Fødevarestyrelsens hjemmeside, har Fødevarestyrelsen udarbejdet 17 rapporter i kædens butikker siden maj sidste år.

Ni af dem er endt med en glad smiley. Fire endt med en indskærpelse, og fire er endt med sur smiley. Kun lidt over halvdelen af tilsynene i det forgangne år er altså endt med en glad smiley.

The Bagel Co. har i alt ni bagel-filialer rundt om i landet, hvoraf hovedparten ligger i Københavnsområdet.

Kæden har 21 år på bagen, og deres første bagelbutik åbnede i Gothersgade i indre København i 1997.

TV 2 Lorry har tilføjet et svar fra The Bagel Co's direktør, Birthe Thygesen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik