Sort uheld: Langebros lillebror forsinket efter styrt

Flere af de brofag, der skulle blive til Lille Langebro ved BLOX, blev skadet, da de skulle lastes på en pram i Rotterdam.

En knækket kran er skyld I, at københavnerne nu må se langt ud i fremtiden for at få øje på den nye cykel- og gangbro, der skal forbinde Bryghusgrunden ved Vester Voldgade og Langebrogade på Amager.

Da et af de fire brofag blev lastet på på en pram, knækkede kranen og tabte brofaget ned over et andet brofag, der allerede var placeret på transportprammen.

De to brofag blev totalskade i styrtet og kan ikke repareres. Derfor skal der laves nye fra bunden. 

Uheldet skyldes formentlig en materialefejl på kranen, skriver BLOX på deres hjemmeside.

Ifølge det hollandske medie NL Times kom to personer til skade, og flere faldt i vandet. Ingen kom dog alvorligt til skade - bortset fra broelementerne.
 
Lille Langebro bliver altså ikke færdig til efteråret 2018, hvor den skulle forbinde Christianshavn og Blox, der er den nye markante bygning for enden af Vester Voldgade. Hvornår den nu åbner, bliver først meldt ud i løbet af de næste par måneder.

Det har taget mere end et år at producere de nu ødelagte brofag, og derfor kommer det også til at tage tid at producere nye, står der på hjemmesiden. 

Fakta om Lille Langebro 

Broen er en gave fra Realdania til København. 

Lille Langebro bliver et mere roligt alternativ for de cirka 40.000 cyklister, der til hverdag cykler over Langebro, og de mange fodgængere i området omkring BLOX. Det er vurderingen, at 6.000 - 10.500 hver dag vil cykle, gå eller på anden måde bevæge sig over Lille Langebro.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik