Søren Pind vil opdele København i flere mindre kommuner

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) vil opdele Københavns Kommune i syv-otte mindre kommuner.

Den nuværende Københavns Kommune bør deles op i syv-otte mindre kommuner for at skabe større nærvær mellem politikere og borgere.

Det mener uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V), der er formand for et storbyudvalg, som Venstre for nylig nedsatte for at styrke partiets position i København. Det skriver Berlingske.

Over for avisen åbner Søren Pind for muligheden for at opdele København i en række mindre kommuner med selvstændig skatteudskrivning.

- Kommunen er ikke tæt på. Jeg mener helt klart, at der er plads til at få bragt de kommunale institutioner tættere på de borgere, det vedrører. Så må vi drøfte hvordan, siger Søren Pind til Berlingske.

Han mener, at man ikke længere kan argumentere for, at en opdeling af Københavns Kommune vil skabe fattige kommuner.

Professor: Fordele og ulemper

Ifølge professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen er der både fordele og ulemper ved forslaget.

Han er enig i, at det vil skabe en mere lokal dagsorden i kommunerne.

Omvendt vil det dog være sværere at diskutere prioriteter på tværs af hele København, påpeger han.

- I dag er det en mulighed at sælge et stykke af fælleden (Amager Fælled, red.) og opføre boliger et andet sted i København, men den mulighed for at prioritere på tværs af kommunen bliver langt sværere, når forskellige interesser kommer i spil, siger Kasper Møller Hansen til Berlingske.

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), siger til avisen, at han ikke er modstander af strukturelle ændringer i hovedstaden. Han tror dog ikke på idéen om at dele København op i mindre kommuner.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik