Soldater sættes ind i København fredag

Fredag trækker soldater i trøjen og skal bevogte den jødiske synagoge i København.

Det er fredag, at Forsvaret indsætter soldater i forbindelse med bevogtningsopgaver i København og ved grænsen i Sønderjylland.

Det oplyser Københavns Politi og Rigspolitiet.

Det er besluttet politisk, at i alt 160 soldater skal aflaste betjente ved grænsen og i bevogtningen af jødiske institutioner. Ingen ved, hvor længe de bevæbnede soldater skal stå på gaden.

Rigspolitiet oplyser, at der i første omgang ikke indsættes soldater ved grænsen i Rødby og Gedser.

Soldaterne har været en hurtig tur på skolebænken for at blive klar til at afløse kollegerne i politiet.

Aftalen er blevet til i et parløb mellem Forsvaret og politiet, og det var derfor et firkløver bestående af forsvarsministeren, justitsministeren, forsvarschefen og rigspolitichefen, der i august præsenterede soldaternes håndsrækning.

De 160 soldater repræsenterer i alt 128 årsværk - altså 128 fuldtidsarbejdende politimænd i et år.

Af en aktindsigt, som Ritzau har fået fra Rigspolitiet, fremgår det imidlertid, at politiet i dag bruger et månedligt antal mandskabstimer på grænsekontrol og terrorbevogtning, der svarer til 456 årsværk.

Dermed vil politiet stadig bære broderparten af byrden sammen med Hjemmeværnet, der allerede støtter politiet ved grænsen.

Heller ikke når det kommer til selve opgaveløsningen, bliver soldaterne en fuld aflastning af betjentene.

De skal nemlig ikke kontrollere indrejsende ved grænsen, men får en mere tilbagetrukket rolle, hvor de skal hjælpe politiet med transportopgaver og bevogtning af tilbageholdte i grænseområdet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik