Sofa solgt for en formue: Dyreste nogensinde hos auktionshus

Det er den dyreste sofa, som Bruun Rasmussen nogensinde har solgt.

En god sofa er et must-have hjemme i stuen. Og mens nogen foretrækker en billig model fra Ikea, så er der også dem, der bare ikke kan få det dyrt og eksklusivt nok.

Det kunne man onsdag opleve på årets første designauktion hos auktionshuset Bruun Rasmussen i Bredgade i København.

Her blev der gjort et imponerende hammerslag på en sofa fra 1935 af den danske møbeldesigner Flemming Lassen.

Sofaen var vurderet til 150.000-200.000 kroner. Men den blev solgt for – og hold nu godt fast - 610.000 kroner.

Ekstremt eftertragtet design

Dermed er det den dyreste sofa, Bruun Rasmussen nogensinde har solgt, oplyser auktionshuset i en pressemeddelelse.

Her bliver sofaen solgt.
Her bliver sofaen solgt.
Foto: PR--foto

Her fremgår det ikke, hvem der købte sofaen. Men ifølge Peter Kjelgaard, der er leder af afdelingen for design og kunsthåndværk i det 20. århundrede hos Bruun Rasmussen, så er Flemming Lassens møbler ekstremt eftertragtede på det internationale designmarked.

- Auktionens to højeste hammerslag faldt netop på møbler af denne arkitekt, da hans ikoniske lænestol 'Den Trætte Mand' blev solgt for 590.000 kroner. Vi har stadig verdensrekorden på denne model, der blev solgt for 1,42 millioner kroner i 2014, og er dermed den danske arkitekt, hvis møbler har opnået de højeste priser på vores auktioner, siger Peter Kjelgaard.

Formgivet i 1935

Auktionens to møbler af Flemming Lassen er begge formgivet i 1935 og tager afsæt i arkitektens karakteristiske fokus på håndværk og et nærmest naivt formsprog.

De er udført hos henholdsvis snedkermestrene A.J. Iversen og Jakob Kjær og fremstår med deres originale polstring.

I Danmark blev den internationale modernismes radikale idéer sjældent udtrykt i deres reneste form. For de danske arkitekter var det afgørende, at fokus på form, funktion og nye materialer ikke skete på bekostning af mennesket og det gode håndværk.

Derfor fik de første forsøg på en dansk fortolkning af den internationale modernisme i 1930’erne et mere blødt og humant formsprog end i udlandet som tilfældet er med Flemming Lassens møbler.

Fakta om dagens hammerslag       

Flemming Lassen: Overpolstret tre-pers. sofa opsat på runde ben af nød. Sider, sæde samt ryg betrukket med beige nistret uld, sider og ryg dybthæftet med lyse knapper. Udført ca. 1935 hos snedkermester Jacob Kjær. H. 76. L. 195. D. 82. Vurdering: 150.000-200.000 kr. Hammerslag: 610.000 kr.

Flemming Lassen:"Den trætte Mand". Lænestol overpolstret med originalt betræk af gul uld, delvis dybthæftet. Opsat på runde ben af lakeret mahogni. Formgivet 1935. Udført ca. 1936-1940 hos snedkermester A.J. Iversen. Vurdering: 400.000-600.000 kr. Hammerslag: 590.000 kr.

Kilde: Bruun Rasmussen

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik