Socialdemokratiet vil forbyde salg af dieselbiler fra 2030

Der er behov for mere ren luft, ikke mindst i København, siger S-top om forbud mod dieselbiler.

Det skal være slut med salg af nye dieselbiler fra 2030, gamle dieselbiler skal udfases, og Københavns veje skal være dieselfri zone.

Sådan lyder det fra Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, og overborgmester Frank Jensen i et fælles udspil.

Det skriver Berlingske.

- Essensen er, at vi har behov for mere ren luft, ikke mindst her i København. Man regner med, at 3000 danskere hvert år dør for tidligt på grund af luftforurening, og hertil kommer en række følgesygdomme.

- Det bliver vi nødt til at reagere på, siger hun til avisen. 

Det er ellers ikke mere end ti dage siden, at oppositionspartiet overfor DR afviste at gå forbudsvejen.

Forslaget er en del af partiets kommende klima og miljøudspil. Det kommer efter, at Frederiksen har lanceret et mål om, at 500.000 biler skal køre på el og brint i 2030.

Men allerede inden forbuddet for salg i 2030, vil formanden udfase de eksisterende biler.

Det skal ske dels ved højere afgifter, der vil gøre det mindre attraktivt at købe bilerne. Og så skal en særlig skrotpræmie få ejerne til at vinke farvel til deres dieselbiler.

 Desuden skal dieselbilerne på sigt helt ud af København. Allerede nu bliver trafikken af lastbiler, der kører på diesel, reguleret gennem særlige miljøzoneregler.

De bør også gælde for dieselbiler og varevogne, lyder det fra overborgmesteren i København. Han sætter dog intet årstal på. 

- Miljøzonen i København er indtil videre det redskab, vi har haft fokus på.

- Den regulerer kun den tunge trafik, og vi vil rigtig gerne have, at personbiler og varebiler bliver en del af miljøzonen, så vi fremadrettet kan få renere luft, siger han til Berlingske.

På Christiansborg er der opbakning til udfasningen i rød blok.

I sidste uge foreslog SF en udfasning for benzin- og dieselbiler. Både Alternativet, Enhedslisten og Det Radikale Venstre er klar til at tage yderligere skridt.

Men der bliver trukket hårdt i bremsen hos Venstres energiordfører, Thomas Danielsen.

- Det vigtigste er, at vi gør det mere attraktivt at køre elbiler. Forbudsvejen er ikke vores vej.

- At skulle genere danskerne med den grønne omstilling er ikke noget, vi bifalder. Vi ønsker at opretholde den folkelige opbakning til den grønne omstilling, siger han.

Regeringen præsenterer et samlet udspil til et nyt energiforlig torsdag.

 

/ritzau


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik