Skodby: København ikke den reneste hovedstad

Cigaretskodder i gader og stræder er skyld, at København ikke bliver Europas reneste hovedstad i 2015.

København Kommunes plan om at blive Europas reneste hovedstad i 2015 er blevet skoddet. Bogstaveligt talt.

Cigaretskodder er nemlig skyld i, at København lander på en delt tredjeplads i en ny undersøgelse af renholdet i seks europæiske hovedstæder. Her løber Wien med førstepladsen, mens Prag hapser andenpladsen og København og Wien deler bronzemedaljen.

Den nyeste affaldstælling fra Københavns Kommune viser, at skoddene udgør 85 procent af det henkastede affald i byens gader.

- Selv om vi ikke når i mål med ambitionen om at blive Europas reneste hovedstad i 2015, opgiver vi ikke kampen for et renere København, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell fra Enhedslisten i en pressemeddelelse.

Teknik- og Miljøforvaltningen vil nu angribe problemet med cigaretskodder på to fronter. Den ene fokuserer på adfærd, mens den anden fokuserer på at indrette byen, så den bliver nemmere at renholde.

I dag ryger cigaretskodder ned i de sandfyldte fuger mellem brostenene, hvor fejemaskinerne ikke kan komme til. Derfor har Københavns Kommune stillet krav om, at der bliver lavet faste fuger mellem brostenene under byens nye buslæskærme, når København i 2016 får etableret nye læskærme ved busstoppestederne.

Kommunen vil desuden gøre det lettere for rygerne at komme af med deres cigaretskodder. Tidligere forsøg har ifølge kommunen vist, at synligt og strategisk placerede askebægre kan reducere andelen af skod på gaden med op til 46 procent.

Københavns Kommune bruger hvert år 100 millioner kroner på at fjerne affald fra hovedstadens gader. Mængden af papiraffald er næsten tredoblet på to år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik