Skibakke på forbrændingsanlæg bliver flere mio. kroner dyrere

Færdiggørelsen af det rekreative område på Amager Bakke bliver ti procent dyrere end forventet.

Der mangler adskillige millioner kroner, før det længe ventede prestigebyggeri på forbrændingsanlægget Amager Bakke kan blive en endelig realitet.

Projektet, som er tegnet af den verdensberømte, danske arkitekt Bjarke Ingels, er allerede inde i slutfasen. Men ambitionerne om en skibakke, en klatrevæg, grønne motionslandskaber og en café har vist sig at blive ti procent dyrere end forventet. I alt 8,9 millioner kroner.

Det oplyser Fonden Amager Bakke, som står for at opføre skianlægget, til TV 2 Lorry.

Fonden har derfor anmodet Amager Ressourcecenters fem ejerkommuner om yderligere lån på 8,9 millioner kroner.

København, Frederiksberg, Tårnby, Hvidovre og Dragør Kommune har i forvejen ydet lån for 42,2 millioner kroner til projektet med det rekreative område, mens en række fonde har ydet finansiering for et tilsvarende beløb.

- Det skal ikke lyde som en undskyldning, men det er et meget kompliceret projekt, som har ændret sig undervejs. Vi har haft en pulje til uforudsete udgifter. Men der er alligevel en grænse for, hvad vi har kunnet absorbere af omkostninger, siger Patrik Gustavsson, direktør i Fonden Amager Bakke, til TV 2 Lorry.

- Vi har derfor orienteret kommunerne og sagt det, som det er, at det bliver dyrere. Det er selvfølgelig træls. Men det er vigtigt at huske, at der er tale om et lån, og at pengene bliver betalt tilbage, siger Patrik Gustavsson.

Fakta om Amager Bakke - det rekreative område

Ifølge Fonden Amager Bakke skyldes fordyrelsen af tagprojektet blandt andet, at det samlede projekt er forsinket med cirka et års tid.

Herudover er der kommet en række anlægsopgaver, der ikke var indeholdt i det oprindelige projekt. Blandt andet særskilt opvarmning og forsyning af skicenterbygningen og medfinansiering for omlægning af Vindmøllevej. 

Dertil kommer en række ændringer af de oprindeligfe projekt, hvor toiletterne ved udkigsplatformen nu vil blive etableret af Fonden.

- Hvis man har brugt så meget tid, krudt og penge på at lave en fantastisk, stor tagpark, hvor man regner med, at der kommer måske 60.000 besøgende om året, så skal de jo ikke behøve at gå ind på energianlægget for at tisse. Selvfølgelig skal man have toiletter på toppen, men det bliver så også en del af fordyrelsen, siger Patrik Gustavsson.

Hvidovre stemte for at forøge lån

Tirsdag besluttede et politisk flertal i Hvidovres kommunalbestyrelse at låne Fonden Amager Bakke 600.000 kroner oveni de 2,8 millioner kroner, kommunen i forvejen har ydet i lån.

Det blev dog uden stemmer fra De Konservative, der allerede fra starten har været imod kommunens økonomiske involvering i tagprojektet.

- Vi mener ikke, at det får nogen særligt gavnlig effekt for ret mange borgere i Hvidovre Kommune. Vi ser det som et prestigeprojekt, som primært København vil få gavn og glæde af, siger De Konservatives Steen Ørskov Larsen, som er 2. viceborgmester i Hvidovre, til TV 2 Lorry.

Sådan ser den nye samlede finansieringsplan for tagprojektet ud for ejerkommunerne:

TV 2 Lorry har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra Hvidovres borgmester Helle Adelborg (Soc.dem).

Ifølge direktør i Fonden Amager Bakke, Patrik Gustavsson, forventer man i starten af december at kunne byde besøgende velkommen til en såkaldt ”beta-udgave” af skibakken, hvor besøgende kan tage nogle dele af skibakken i brug.

- Vores ambition er naturligvis, at det fulde anlæg skal kunne stå klart så hurtigt som muligt. Men dels skal anlægget bygges færdigt, og dels skal myndighederne få god tid til at godkende anlægget, før det tages i brug, siger han.

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

Samfund

Børnehjem magtanvendelse

Magtanvendelser mod anbragte børn og unge bliver ikke indberettet

Silas

Drenge fra børnehjem oplevede vold og trusler fra de ansatte, så begyndte de at filme alt med mobiltelefon

6e3cce56-fb7c-4499-891a-79fda1d9d8ec

'Jeg forstår ikke, at sådan nogle som dig ikke bruger kørestol' - 35-årig med handicap overfuses på gaden

20210226-105352-L-1920x1277we

playOverborgmesterkandidat "fik kaffen galt i halsen", da hun så nyt nattelivs-udspil

København

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere