Den Kongelige Teaters kostumesamling er en af de største, ældste og bedst dokumenterede i verden.
Og nu er næsten 3000 af kostumerne og kustumedelene også frit tilgængelige på nettet. Her kan man se billeder fra næsten alle vinkler af alt fra store kjoler til små hjelme.
Det er i høj grad kostumetekniker Anne Sofie Bruuns fortjeneste, at alle nu har adgang til de historiske kostumer.
- Det er noget, jeg har måttet stjæle lidt tid til siger hun og fortæller, at hun også engang imellem har siddet med det derhjemme om aftenen. Hun har dog også fået hjælp af blandt andet en tidligere forskningsbibliotekar.
Det var egentlig meningen, at arkivet blot skulle være et redskab for teateret, men de ombestemte sig undrvejs.
- Det var af så stor teaterhistorisk og almindelig historisk værdi, at det skulle ud, siger hun.
Hun tænker, at det udover at være flotte og fascinerede billeder, man kan scrolle igennem på iPaden i sofaen, også er af stor værdi for blandt andet designstuderende, der kan se flere hundrede års håndværk.
Doneret af hoffet
En del af dragterne har spændende historier.
- Meget af det, man brugte i 1700-tallet, var tøj, der blev overdraget fra hoffet under den betingelse, at hoffet kunne bruge det til maskerade. Det var virkelig et problem, at man kunne risikere, at det ikke var der om aftenen, når man skulle spille forestillingen. Man gjorde meget i maskerade i 1700-tallet, fortæller Anne Sofie Bruun.
Selv er hun gladest for Holberg-kostumerne, der er blevet udødelige.
De er så kendte, at når de slides op, bliver der fremstillet nye på samme måde, fordi publikum efter mange år har en forventning om, hvordan de skal se ud.
Du finder databasen her, hvor du både kan læse om kostumerne, se hvornår de er fra, og hvem der har båret dem.