Scoop: Hashbod fra Christiania får nyt liv på museum

En af hashboderne fra det ryddede Pusherstreet har de sidste to uger boet på Christiansborg Slotsplads, men torsdag var det igen flyttedag.

For næsten to uger siden ryddede christianitterne Pusherstreet, og en af hashboderne blev stillet ind på Christiansborg Slotsplads i et forsøg på at råbe politikerne op.

Men torsdag blev hashboden flyttet igen, for Christiania har doneret boden til Københavns Museum. Det sker netop på dagen, hvor christianitterne har sagt ja til at lade politiet videoovervåge fristaden.

- Det er et kæmpe scoop at Københavns Museum får en hashbod. Vi indsamler og bevarer mange dele af Københavns historie, og den er Christiania jo en stor del af, siger museumsinspektør på Københavns Museum, Kirsten Egholk, til TV 2 Lorry. 

Hashboden blev løftet op på en ladvogn af en kran, og sikkerheden var i top. For nu er det ikke længere bare en hashbod, men også en museumsgenstand, og det kræver helt særlige foranstaltninger.

- Nu skal boden køres til et af vores depoter, hvor den skal behandles for skadedyr og svamp, som kan ødelægge den. Og bagefter vil den blive opbevaret i et kontrolleret miljø, så den kan bevares, fortæller konservator Nichole Rehne til TV 2 Lorry. 

quote Boden mangler et supermands-logo foran, som nogen åbenbart ikke har kunnet holde fingrene fra. 

Nichole Rehne, konservator

Boden kræver desuden lidt ekstra arbejde, før den er klar til udstilling. For det er ikke kun bymuseet, der har været interesseret i at sikre sig et sidste minde om det Pusherstreet, der indtil for to uger siden var fyldt med boder, som den museet nu kan tilføje til deres samling.

- Boden mangler et supermands-logo foran, som nogen åbenbart ikke har kunnet holde fingrene fra. Men vi har lavet en aftale med Ole Lykke, der er Christianias fristadsantikvar, om at den, der har lavet det originale, vil lave et nyt. Så har vi det i det mindste som replika, siger Nichole Rehne til TV 2 Lorry. 

Men selvom at hashboden nu bliver en del af Københavns Museum, så går der lang tid før, at publikum vil kunne se den på en udstilling.

- Boden er for stor til at blive en fast del af udstillingen, men vi planlægger, at den skal bruges i en særudstilling, når Christiania fylder 50 år i 2021, siger museumsinspektør Kirsten Egholk til TV 2 Lorry. 

Københavns Bymuseum er i øjeblikket ved at flytte til nye lokaler i Stormgade og åbner først dørene til det nye museum i foråret 2018.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik