Rolling Stones giver intimkoncerter i København efter Parken-brag

Rullestenene giver hele tre intimkoncerter efter deres besøg i Parken. Koncerterne finder sted i det københavnske jazzmiljø.

For fire dage siden modtog jazzklubejeren og den ivrige jazzmusiker Niels Lan Doky et af de opkald, som man sjældent glemmer.

- Vi spiller koncert i København på tirsdag. Så vi tænkte på, om vi ikke skulle lave en lille række intimkoncerter i din klub, nu vi var der?

Ordene kom fra en repræsentant for det verdensberømte britiske rockband Rolling Stones, der har rock-og-rullet fra stadion til stadion i mere end 50 år.

Det skriver Politiken.

Rockkoryfæernes ønske blev straks efterlevet, og om få dage kan den bredmundede Mick Jaggers røst høres i den nyåbnede jazzklub Niels Lan Doky International Jazz Collective, der ligger i Hotel Danmark på Vester Voldgade. 

Stones' tilknytning til jazzens verden

Og det er intet tilfælde, at intimkoncerterne afvikles på en jazzklub. Rolling Stones har stor tilknytning til jazzens verden, som de har dyrket gennem årtier.

Trommeslager Charlie Watts var eksempelvis jazztrommeslager før han gik med i rockbandet, og har sideløbende med rock-successen udsendt flere jazzplader.

Samtidig er bassisten Darryl Jones den tidligere bassist for den kendte jazz-trompetist Miles Davis. 

København ikke tilfældigt udvalgt

Efter Rolling Stones besøgte Roskilde Festival i 2014, blev flere af medlemmerne i København for at holde ferie.

Samtidig løb Copenhagen Jazzfestival af stablen, og derfor besøgte flere af medlemmerne Niels Lan Dokys hedengangne jazzklub The Standard i Havnegade.

Ifølge Politiken gik bandets saxofonist, Tim Ries, på sin sidste feriedag på scenen sammen med den danske jazzsangerinde Amanda Thomsen.

- Hende var de enormt imponeret af, siger Niels Lan Doky til avisen.

Selvsamme saxofonist står i spidsen for initiativet The Rolling Stones Project, der er et udvalgt repertoire af Rolling Stones-numre, der genopstår i jazzede versioner på små lokale spillesteder.

Prisen for at opleve rullestenene folde sig ud i langt mere intime rammer end vanligt er sølle 295 kroner - samme faste pris som alle andre koncerter i jazzklubben. Desværre er koncerterne allerede udsolgt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik