Nu gik det lige så godt.
Mens sidste sommer var én af hovedstadens blodigste i nyere tid, så har vinteren overordnet set været tilforladeligt.
En gruppe fædre fik da også de to Nørrebro-bander, Brothas og Loyal to Familia, til at slutte fred tilbage i november 2017 - ganske vist efter tre dræb og 25 skudramte. Borgerne var gået på gaden i protest, og politiets helikopter var lettet.
Freden varede ved. Og i marts 2018 var LTF-afdelingen i Tingbjerg gået i opløsning, hed det sig.
Uro på Vestegnen
Anklagemyndigheden har på nuværende tidspunkt rejst tiltale mod 15 bandemedlemmer fra LTF, der er tiltalt for at ville dræbe seks medlemmer af Brothas.
Men alt imens at folk, der kan have forbindelse til sidste års bandekrig, sidder på bænken, er skudene igen begyndt at flyve i hovedstadens gader.
Senest er tre mænd på henholdsvis 19 år, 21 år og 22 år ramt af skud i Gadelandet i Husum onsdag aften.
Hvorvidt de tre er en del af bandemiljøet, kan politiet ikke bekræfte torsdag morgen.
Kan skyldes konflikt om hash
Særligt Vestegnen har været ramt af uroligheder, og i alt 19 skud er løsnet i 2018 i henholdsvis Albertslund, Høje Taastrup, Avedøre, Rødovre og Ishøj.
De voldsomme hændelser har fået politiet til at oprette en såkaldt "tryghedstelefon", så borgere kan skrive eller ringe direkte til en betjent i nærheden.
Københavns Vestegns Politi har tidligere i den forbindelse udtalt, at skyderierne kan skyldes en konflikt om det lokale hashmarked i Husum og Rødovre.
overblik: skyderier denne sommer