Retssag: Homoer i støttedemo for Manu Sareen

Manu Sareen vidner i dag retssagen, hvor kristne privatpersoner har lagt sag an mod Kirkeministeriet for at indføre homo-vielser.

Bevæbnet med blandt andet bibelcitater som: 'Den (Kærligheden) tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt,' var Copenhagen Pride i dag mødt op foran Østre Landsret i Bredgade med skilte for at vise deres opbakning til den tidligere ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen (AL). 

 - Vi er her for det første for at vise vores opbakning til den tidligere minister i den sag, der er anlagt imod ham, og vi gør det også for at vise, at vi ønsker at støtte det princip, at Folkekirken skal være en folkets kirke - og dermed for alle medlemmer- uanset hvilken seksuel observans de måtte have, siger Lars Henriksen fra Copenhagen Pride til TV 2 Lorry.

Lars Henriksen fra Copenhagen Pride fortæller om dagens aktion foran Østre Landsret

Manu Sareen skulle i dag vidne i sagen, hvor en gruppe kristne privatpersoner med opbakning fra foreningen 'Med Grundlov Skal Land Bygges' har lagt sag an mod Kirkeministeriet for at indføre ritualet til vielse af homoseksuelle, det skriver magasinet Out & About.

Tidligere kirkeminister Manu Sareen, der for nylig skiftede fra Det Radikale Venstre til Alternativet, skulle afgive vidneforklaring om processen frem mod loven der blev vedtaget i 2012, og som blandt andet gav homoseksuelle ret til en kirkelig vielse. 

Bag sagsanlægget mod Kirkeministeriet står seks kristne privatpersoner, der ikke er repræsentanter for folkekirken. De 6 personer bakkes op af foreningen 'Med Grundlov Skal Land Bygges,' som er stiftet af blandt andet den kristne samfundsdebattør Moses Hansen. Også den tidligere kirkeminister Marianne Jelved (RV) er blevet stævnet i denne forbindelse.

Foreningen 'Med Grundlov Skal Land Bygges' mener, at beslutningen om at tillade kirkelige vielser af homoseksuelle var i strid med grundloven. I en pressemeddelelse lyder det blandt andet:

 -  Vi forstår grundlovens ord således, at der i § 66 ligger et direkte forbud mod, at folketinget og regeringen vedtager love og andet, der regulerer kirkens trosmæssige og teologiske forhold.

Manu Sareen har på sin facebookside skrevet følgende om beslutningen: 

- Kærligheden vandt kampen, da homoseksuelle fik retten til at blive viet. Det var en sejr for Danmark, for mangfoldigheden og det danske frisind og det var en sejr over et konservativt syn på kærligheden og vores medmennesker. I kan slæbe mig i retten herfra og til helvede, men det ændre ikke ved, at det var den rette beslutning. Størst af alt er kærligheden!


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik