Radikale: Unge københavnere skal gratis til koncert og i teater

Radikale Venstre i København vil have gratis kultur til unge - og pengene kan blandt andet tages fra de ældre.

Koncert på Vega, et besøg på Thorvaldens Museum eller måske en tur i teateret?

quote Jeg tror, det kan være svært at finde de penge, når valget står imellem havregryn, øl med vennerne og et teaterstykke

Christopher Røhl Andersen, Radikale Venstre

Radikale Venstre i København forslår et klippekort til alle unge københavnere, som udløser fem gratis kulturoplevelser i byen.

- Rigtig mange unge oplever kulturen i folkeskolen og gymnasiet. Men når de så er færdige og går på en videregående uddannelse, så er der ikke adgang til kultur på samme måde, siger Christopher Røhl Andersen, der er medlem af Kultur- og Fritidsudvalget for Radikale Venstre, til TV 2 Lorry. 

- SU'en svarer jo til en husleje i København, så der er ikke mange penge til kultur. 

Christopher Røhl Andersen.
Christopher Røhl Andersen.
Foto: Pressefoto

Klippekortet skal gælde for unge mellem 18 og 25 år. Udformningen af det kunne for eksempel være, at alle fik op til 500 kroner til kulturoplevelser om året. 

Det er jo ikke mange penge over et helt år. Kan de unge ikke selv finde dem? 

- Jeg tror, det kan være svært at finde de penge, når valget står imellem havregryn, øl med vennerne og et teaterstykke. Vi undgår den prioritering, svarer Christopher Røhl Andersen. 

Hellere fribilletter til unge end ældre

Han kan endnu ikke svare på, præcis hvor meget forslaget kommer til at koste kommunen. Det er nu sendt videre til forvaltningen, der skal lave nogle konkrete modeller og regne på økonomien bag. 

Men det lyder dyrt. Hvor skal pengene komme fra?

- Københavns Kommune har indført gratis kulturoplevelser til ældre. Jeg vil hellere bruge dem på de unge, siger Christopher Røhl Andersen. 

Han peger også på de tilskud, som kommunen i forvejen giver til kulturen:

- Vi kan stille krav om, at tilskuddene skal give fribilletter til unge, foreslår han.

LA: Ikke helt afvisende

Alex Vanopslagh.
Alex Vanopslagh.
Foto: Pressefoto

Fra den modsatte fløj af Kultur- og Fritidsudvalget, har vi spurgt Liberal Alliances Alex Vanopslagh, hvad han siger til forslaget:

- Det er ikke vores politik. Der er vigtigere kerneopgaver, lyder det. 

quote Jeg bryder mig generelt ikke om den tankegang

Alex Vanopslagh, Liberal Alliance

Radikale Venstre foreslår blandt andet, at pengene kan hentes ved at sløjfe en lignende kulturordning for ældre. Hvad mener du om det?

- Jeg bryder mig generelt ikke om den tankegang, at man skal favorisere grupper. Jeg har ikke behov for at blande mig i, hvor meget de bruger kulturen. 

Alligevel er Alex Vanopslagh ikke helt afvisende over for forslaget. 

- Jeg vil ikke afvise det, hvis man ikke sammenlagt bruger flere penge på kultur.

Forslaget vil komme med i budgetforhandlingerne til efteråret.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik