Professor om ammedebat: Vi er blevet forskrækkede over nøgenhed

Selv om der er nøgenhed en masse i det offentlige rum, er vi nærmest blevet mere forskrækkede over 'naturlig' nøgenhed som amning, siger RUC-professor.

Det kommer ikke bag på Rikke Andreassen, at det sætter Facebook i kog, når en gruppe mødre sætter sig på Københavns Hovedbanegård og ammer deres børn - sådan som det skete lørdag for Liv Jønsson og fem andre mødre.

Hun er professor i kommunikation ved Roskilde Universitet og har særligt fokus på etnisk og kønsmæssig ligestilling. Netop køn er sammen med emner som ligestilling, indvandring og islam noget, der bringer rigtig mange til tasterne – og derfor kan amning også noget i debattrådene. I sig selv en tankevækkende tendens, påpeger hun.

- Jo mere nøgenhed, vi har fået i det offentlige rum i form af reklamer og internetporno, desto mere forskrækket er der også nogen, der er blevet over det, man kunne kalde en ’naturlig’ nøgenhed, hvor bryster bruges til at amme med, som jo er noget af det, bryster blandt andet er skabt til, siger Rikke Andreassen til TV 2 Lorry.

Rammer også 'naturlig' nøgenhed

Hun har flere bud på, hvorfor vi ser den selvmodsigende tendens, at den øgede nøgenhed i det offentlige rum tilsyneladende har genereret meget mere forskrækkelse og harme.

- Debatten om amning handler om reguleringen af kvinders kroppe i det offentlige rum. Der er nogen, der åbenbart synes, at kvinder ikke har samme adgang til det offentlige rum, som alle andre har. Det er jo et demokratisk problem, siger hun og fortsætter:

- En anden forklaring er, at vi har fået en nøgenhedsforskrækkelse, der kammer over, så den også bliver en kritik af naturlig nøgenhed som amning.

Debatterne fylder mere online

Ifølge Rikke Andreassen skal man dog passe tro, at en stor gruppe i befolkningen nødvendigvis er kritisk over for amning i det offentlige rum – selv om det kunne se sådan ud i kommentarsporene.

Her fungerer nettet som et kæmpestort forstørrelsesglas. 

- Rigtig tit er det sådan, at de debatter, der optager nogle online, faktisk ikke fylder ret meget i den virkelige verden. Vi ser tit, at nogle ting, der fylder online slet ikke er problemer i den virkelige verden, siger Rikke Andreassen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik