Tivoli har i disse dage gang i den helt store diva-udskiftning i den kommnede forestilling "Divaer i Glas".
For noget tid siden måtte Birgitte Hjort Sørensen melde afbud til forestillingen ”Divaer i Glas” i 2018, da hun var gravid. Hun blev derfor erstattet af Cecilie Stenspil.
Men efter Cecilie Stenspil nu har meddelt, at hun trækker sig af personlige årsager, giver det nu plads til Birgitte Hjort Sørensen, fordi forestilingen bliver udskudt til august 2019.
- Det er med stor beklagelse, at Cecilie Stenspil af personlige årsager er blevet forhindret i at deltage i ”Divaer i Glas” i 2018. Desværre kan Cecilie heller ikke være med i 2019-opsætningen af forestillingen, da hun i 2019 har option på 2. sæson af den store, internationale produktion, som hun i øjeblikket filmer på New Zealand. Vi håber, at hun får chancen for at optræde i Tivoli i en ny sammenhæng inden alt for længe. siger Cecilie Stenspils manager, Sten Hassing Møller.
Det skriver Tivoli i en pressemeddelelse.
Divaholdet består nu af Kaya Brüel, Caroline Henderson og altså Birgitte Hjort Sørensen.
- Jeg er utroligt glad for, jeg nu alligevel får muligheden for at medvirke i ”Divaer i Glas”, og sammen med Caroline og Kaya fortælle historien om alle de formidable kunstnere, der gæstede Glassalen i den gyldne Varieté-periode. Jeg tror, det bliver fantastisk!, siger Birgitte Hjort Sørensen.
Publikum der har købt billet til forestillingen i 2018 kan enten få refunderet pengene eller få ombyttet billetterne til næste år.