Politikere vil søge inspiration fra Aarhus i sag om udskældte el-løbehjul

Der er stadig ikke fundet en løsning på de mange elektriske dele-løbehjul, som flyder i bybilledet – til stor frustration for kommunen.

De mange elektriske dele-løbehjul, som siden årsskiftet har været indfaset i København, har længe givet anledning til uenigheder.

Mange er glade for dem, mens andre er trætte af dem, og mener de er konkurrenceforvridende og ligefrem bryder reglerne.

Løbehjulene, der udbydes af det svenske firma Voi og det tyske firma Tier, placeres og udlejes nemlig fra kommunens områder, men det kræver en tilladelse. En tilladelse som hverken Voi eller Tier har.

Samtidig frygter kommunen, at problemerne kun bliver større, da yderligere 13 firmaer har vist interesse for at udleje elløbehjul eller cykler i hovedstaden.

Derfor skulle politikerne i Teknik- og Miljøudvalget mandag tage stilling til et løsningsforslag fra Teknik- og Miljøforvaltningen.

quote Politikerne har et fælles ønske om at regulere markedet, så det ikke bliver kaos

Ninna Hedeager Olsen, Teknik- og Miljøborgmester, Enhedslisten

Forvaltningen havde indstillet over for udvalget, at man fra kommunens side blandt andet vil nedlægge op til 30 bilparkeringspladser, for at omdanne dem til ’hubs’ for mindre udlejningskøretøjer i byrum. Det vil øge mulighederne for at kunne opstille køretøjer som udlejningscykler og el-løbehjul på offentligt vejareal.

Men politikerne mente ikke, at det var den rigtige vej at gå.

- Vi valgte at sende indstillingen tilbage, da Transportministeriet anbefalede udvalget at se på Aarhus-modellen.

- Forvaltningen har allerede i fredags sagt, at de vil gå i dialog med ministeriet, om hvordan vi kan forme Aarhus-modellen, så den passer til København, oplyser Ninna Hedeager Olsen, Teknik- og Miljøborgmester fra Enhedslisten, til TV 2 Lorry.

I Aarhus har man valgt kun at have en udbyder af udlejningscykler, hvor udbyder maksimalt må have 500 cykler til udlejning, og én udbyder af elektriske dele-løbehjul, hvor udbyderen maksimalt må have 150 løbehjul til udlejning.

Aarhus-modellen kan ikke overføres direkte

Men selvom der er meget inspiration at hente i det jyske, kan Aarhus-modellen ikke overføres direkte til København, lyder det fra borgmesteren.

- Et stort flertal ønsker en Aarhus-lignende model, og derfor er næste skridt nu at finde ud af, hvordan vi kan overføre modellen. For forholdene i de to byer er ikke ens. Flere aktører er interesseret i at komme ind på den københavnske marked. Så om vi skal have en eller flere udbyder, ved vi ikke endnu, siger Ninna Hedeager Olsen og uddyber:

- Politikerne har et fælles ønske om at regulere markedet, så det ikke bliver kaos. Vi vil gerne styre, hvor løbehjulene står. Vi vil kunne kalkulere, så de ikke flyder på gaderne, og ligger i vejen for gangbesværede, mennesker med handicap og så videre.

Lige nu holder flere nye udbydere igen med at sætte deres el-løbehjul og cykler i det københavnske gadebillede.

Derfor er man også i udvalget interesseret i at finde en løsning hurtigst muligt.

Indtil der er fundet en løsning, er der ingen tilladelser, som giver udbyderne lov til at udleje transportmidlerne fra offentlig grund. Det er altså ulovligt for virksomhederne at udleje el-løbehjul og cykler fra offentlig grund uden foregående aftale med kommunen.

Ved næste udvalgsmøde den 8. april 2019 forventer Ninna Hedeager Olsen, at der er kommet mere klarhed om Københavns muligheder for at kopiere Aarhus-modellen.

Påbud mod udlejning fra kommunens grund venter om hjørnet

Men selvom kommunen nu undersøger, om de kan kopiere og implentere dele fra den såkaldte Aarhus-model, som kan løse udfordringerne med privatudlejning fra kommunens jord, kan udlejerne af elløbehjul og cykler endnu ikke ånde lettet op.

Den 5. marts udsendte Teknik- og Miljøforvaltningen nemlig et varsel om påbud til tre virksomheder, som kommunen kunne konstatere udlejede henholdsvis elløbehjul og cykler fra kommunens arealer uden af have hverken ansøgt eller have fået tilladelse til det.

Frem til fredag den 22. marts kan de tre virksomheder afgive bemærkninger i sagen, hvorefter forvaltningen vil tage stille til, hvorvidt der skal udsendes et egentligt påbud til virksomhederne om, at de skal fjerne cykler og løbehjul fra kommunal grund.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik