Politikere: Der skal være flere røgfri arealer i København

Politikere i København vil indføre flere røgfrie rum omkring sportsarealer og skoler. Tænketanken Cepos mener ikke, kommunerne skal moralisere.

Børnene knokler rundt på fodboldbanen, og på sidelinjen står forældrene og ryger. Men det skal være slut, mener politikerne i Københavns Kommune, som er klar til at indføre røgfri-zoner på flere udendørsarealer, hvor der er mange børn. Det fremgår af en rapport i sundhedsudvalget, skriver Berlingske.

Siden 2013 har 125 legepladser i København været røgfri og udstyret med skilte. Ifølge rapporten skal lignende skilte i fremtiden også kunne findes ved kunstgræsbaner, skaterbaner og områder med fitnessredskaber. 

- Først og fremmest handler det om at beskytte børn mod passiv rygning. Men voksne er jo også rollemodeller, og derfor skal der ikke stå nogen ved siden af og ryge, når børnene løber rundt og spiller fodbold i f.eks. Nørrebroparken. Der skal ikke ryges dér, hvor børnene er, så de ikke bliver fristede til selv at begynde at ryge eller får indtryk, at det er normalt at ryge, siger sundhedsborgmester Ninna Thomsen, SF, til Berlingske.

Sundhedsforvaltningen i København er gået sammen med andre forvaltninger i kommunen for få kortlagt, hvor de nye røgfrie rum, kunne indføres.

Ifølge Berlingske overvejer politikerne også at gøre offentlige vejarealer omkring skoler og uddannelsesinstitutioner røgfrie, hvilket vil kræve tilladelse fra vejmyndighederne i hvert enkelt tilfælde.

Det skal nu vurderes hvor og hvor mange skilte med røgfrie zoner der skal stilles op.

Gode erfaringer

Planerne om flere røgfrie rum kommer, efter at der har været gode erfaringer med henstillingerne på legepladserne. En evaluering viser, at der er stor forståelse blandt københavnerne – både rygere og ikke-rygere – for, at børn og tobaksrygning ikke hænger sammen.

En række andre kommuner har også taget skridt til at indføre røgfrie rum på bl.a. legepladser. Mens en række hospitaler også har henstilt til, at der heller ikke ryges udenfor.

Kritik

Der lyder dog også kritik af brugen af "røgfri-skilte" i det offentlige rum, som Københavns Kommune nu lægger an til at udvide. Ifølge velfærdspolitisk chef i den borgerligt-liberale tænketank Mia Amalie Holstein er de udtryk for en "moralisering" fra kommunens side.

- Vi betaler ikke skat for, at kommunen skal gå ind og moralisere over for os som borgere. Det er ikke kommunens rolle. Det må være i civilsamfundet, man har den debat om, hvad vi kan og ikke kan tillade os overfor hinanden foran skolen eller på boldbanen, siger hun til Berlingske.

Mia Amalie Holstein mener, at henstillingerne om røgfri rum kan være med til at skubbe til "krigen" mellem rygere og ikke-rygere, og at man udgrænser og stigmatiserer en gruppe af mennesker, som måske ikke hører til blandt de stærkeste, ved at placere dem endnu længere væk fra fællesskabet. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik