Politiet vil lave plan for jøders sikkerhed

Efter angreb mod synagogen er der ifølge politiet behov for en langsigtet plan omkring jødernes sikkerhed.

Københavns Politi og og Politiets Efterretningstjeneste (PET) skal udarbejde en langsigtet plan for sikkerheden omkring jøder og jødiske institutioner i Danmark.

Løfterne om planen kommer fra politidirektør i København Thorkild Fogde, efter at Det jødiske samfund i Danmark har givet udtryk for utryghed. En utryghed, som blandt andet skyldes angrebet på synagogen i Krystalgade i sidste weekend.

- Lige nu er der en markant og synlig politiindsats omkring de jødiske institutioner, men vi skal i gang med - sammen med PET - at lægge en langsigtet plan, som skal sikre trygheden omkring institutionerne, siger Thorkild Fogde til Ritzau.

Forstår, at jøderne føler sig utrygge

Politidirektøren kan dog ikke sige noget om, hvornår den omtalte plan vil være færdig og klar til at sætte i værk.

- Vi er i gang, og PET er i gang med at foretage sikkerhedsvurderinger, men samtidig arbejder vi på fuld tryk med det, der skete sidste weekend, så jeg kan ikke sætte noget tidspunkt for, hvornår planen er klar, siger Thorkild Fogde.

Politidirektøren fortæller til Ritzau, at han har forståelse for, at jøderne føler sig utrygge, efter at 37-årige Dan Uzan blev dræbt, da han stod vagt foran synagogen natten til 15. februar.

- Jøderne skal kunne føle sig trygge i deres eget land. Men jeg synes også, det er vigtigt at holde fast i, at gerningsmanden ikke nåede ind til nogen af sine mål, siger Thorkild Fogde.

Formand for Det jødiske samfund i Danmark Dan Rosenberg Asmussen fortæller til Ritzau, at siden angrebet mod synagogen er to børn blevet meldt ud af den jødiske privatskole Carolineskolen i København.

Børnenes forældre frygter, ifølge formanden, for sikkerheden på skolen, der sidste år var mål for graffiti-hærværk, som omtalte situationen i Gaza.

- Vi er nødt til at vide, hvordan PET har tænkt sig, at sikkerhedsniveauet skal være, når hverdagen igen indfinder sig. Ellers risikerer livet at smuldre for mange jøder, siger Dan Rosenberg Asmussen til Ritzau.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik