Politiet finder "uhyggeligt" våbenlager i jagt på hash

I forbindelse med en ransagning efter hash har politiet fundet en håndgranat og flere skarpladte skydevåben.

Da Københavns Politis operative specialafdeling tidligt mandag aften ransagede en ungdomsklub på Nørrebro, gjorde betjentene store øjne.

quote Det er nogle uhyggelige våben at finde, og det viser, hvor voldsparate nogle personer er

Politiinspektør Torben Svarrer, Københavns Politi

Politiet havde fået en dommerkendelse, der betød, at betjentene kunne ransage adressen i Blågårdsgade 19, efter at man havde fået oplysninger om, at der blev solgt og opbevaret hash, skriver Ritzau.

Selv om man fandt indpakning til flere kilo hash, var der ikke noget af stoffet på adressen. Til gengæld lå godt gemt af vejen et våbenlager.

- Vi havde ingen oplysninger om, at der skulle være våben på stedet, siger fungerende politiinspektør Torben Svarrer.

Fandt uhyggelige våben

Men det var der. I et sidelokale fandt politiet en håndgranat, en skarpladt pistol, en skarpladt M95 riffel, en skarpladt Uzi maskinpistol samt en oversavet pumpgun.

- Det er nogle uhyggelige våben at finde, og det viser, hvor voldsparate nogle personer er, siger Torben Svarrer.

Ungdomsklubben "Blågårds Bunkeren", der drives af Kirkens Korshær, har hjemme på adressen. Her kommer især børn og unge mellem 8 og 15 år.

Andre, som ikke har et ærinde i klubben, kan dog godt komme ind, og politiet mener ikke, at våbnene tilhører brugere af klubben.

Tror de tilhører bandefolk

- De var gemt i et lokale, hvor brugerne ikke kommer. Vi tror, at de tilhører personer i bandemiljøet, siger Torben Svarrer, der er glad for, at våbnene er fundet, så de ikke bliver brugt i en bandekonflikt.

I forbindelse med sagen har politiet anholdt en 26-årig mand, som menes at være ejeren af den hash, som har været på stedet. Han er ikke registreret som medlem af en bande.

- Han er foreløbig sigtet for hashen. Så må vi se, om den videre efterforskning fører til, at vi også sigter ham for våbnene, fortæller Torben Svarrer.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik