Politiet anholder fem mænd et halvt år efter skyderi

Sidste efterår blev to mænd ramt af skud i Emdrup. Den ene mand døde. Nu er fire mænd varetægtsfængslet.

Fire mænd i alderen fra 21 til 34 år er efter en række grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg sent mandag aften blevet varetægtsfængslet frem til 24. april.

Det oplyser den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Aaron Newman, natten til tirsdag til Ritzau.

Mændene er sigtet for drab eller medvirken til drab.

Københavns Politi anholdt søndag og mandag fem mænd i forbindelse med et skyderi på Emdrupvej i Københavns Nordvestkvarter sidste år. Den ene af de fem er løsladt igen, oplyser efterforskningslederen.

21-årig døde

Under skyderiet i oktober sidste år blev to mænd ramt af skud. En 21-årig mand døde af sine kvæstelser, mens en mand på 49 år overlevede.

Skyderiet fandt sted midt på eftermiddagen 2. oktober, og det var tilsyneladende den 21-årige, der var mål for skuddene. Han blev ramt af skud foran en kiosk, som han flygtede ind i.

En 49-årig familiefar befandt sig i kiosken, da skuddene bragede løs. Han blev ramt af skud, da han flygtede ud af kiosken.

Søndag aften slog Københavns Politi til og anholdt en 34-årig mand i Københavns Lufthavn, da han var ved at forlade landet.

Mandag skred man så til anholdelse af de andre fire. To af dem sad allerede bag tremmer, da politiet mandag sigtede dem for drab eller medvirken til drab.

Alle anholdte har banderelationer 

En 21-årig blev anholdt i Vestre Fængsel, hvor han afsoner en dom, mens en 22-årig mand blev anholdt i Næstved Arrest, hvor han sidder varetægtsfængslet i en anden sag.

Desuden blev en 21-årig mand anholdt i Nordsjællands Politikreds.

En 24-årig mand, som blev anholdt af Syd- og Sønderjyllands Politi, er løsladt igen.

Fælles for de anholdte er, at de alle er eller har været medlem af banden Mongols.

- Det er tilfredsstillende, at vores lange efterforskning nu har ført til, at vi kan skride til anholdelser i sagen, hedder det i en udtalelse fra fungerende politiinspektør Torben Svarrer fra Københavns Politi.

- Der er tale om en meget alvorlig sag, hvor en ung mand døde, og en helt tilfældig person blev skudt ned. Vi vil samtidig gerne takke for de mange henvendelser, vi har modtaget fra borgerne i sagen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik