Politiet advarer mod køreskole-fup: Elever snydes til Jylland

En københavnsk køreskole lyver om ledige tider til køreprøver i Nordsjælland og lokker eleverne til Jylland for en stor sum penge.

Nordsjællandske og københavnske køreelever risikerer at blive snydt for flere tusinde kroner, hvis de ikke passer på.

Sådan lyder advarslen fra lederen af færdselsafdelingen i Nordsjællands Politi, Kim Bruun, i Frederiksborg Amts Avis mandag.

- Fra sidste år kunne de 17-årige tage kørekort. Det gav i en periode af 2017 en længere ventetid på at komme til køreprøve i Nordsjælland, fordi vi ganske enkelt ikke kunne følge med efterspørgslen. Derfor var der flere kørelærere, der valgte at tage til Fyn og Jylland, hvor der var ledige tider.

Ventelister er væk

- Det var sådan set fint nok, men i dag er ventelisterne helt væk. Elever, der gerne vil op til en køreprøve, kan stort set komme til fra dag til dag, men alligevel har jeg lige i to tilfælde hørt om en københavnsk køreskole, der lyver om, at der stadig er ventetid - og for penge under bordet tager eleven til Fredericia.

Kim Bruun forklarer, at køreskolen simpelthen fylder bilen med fire elever, der hver betaler op til 3500 kroner uden om ”skattefar” i den tro, at de hurtigere kan få deres kørekort.

- Selvfølgelig koster det lidt at køre til Jylland, men fire gange 3500 kroner ”sort” giver en udmærket dagsløn, påpeger Kim Bruun overfor avisen.

Få altid dokumentation

Han er ikke bleg for at kalde køreskolens metode for fusk, og René Arnt, der er landsformand i Dansk Kørelærer-Union, er enig:

- Det er en helt urimelig adfærd og forretningsmodel den pågældende køreskole udviser. Det er fuldstændigt uacceptabelt. Desværre har jeg hørt om skolen før, og den er ikke medlem hos os. Hvis vi skal denne skatte-snyd til livs, så er det vigtigt, at køreeleven er opmærksom og vælger en køreskole, der eksempelvis har vores kvalitetsstempel. Derudover er det vigtigt, at man altid får dokumentation for den ydelse, køreskolen leverer og som eleven har betalt for, siger René Arnt til Frederiksborg Amts Avis.

Køreskoleelever kan i øvrigt selv ved hjælp af nem-id tjekke, om der er ledige køreprøvetider. Det kan ske på hjemmesiden: koreprovebooking.dk


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik