Politidirektør: Manglende efterforskning er alvorligt og utilfredsstillende

Sager om alt fra vold og voldtægt til røveri og børneporno ligger ofte og samler støv i månedsvis, før de reelt bliver efterforsket. Det er bestemt ikke sådan, vi gerne vil have det, lyder det fra politidirektøren

Politidirektør Anne Tønnes erkender, at der er store problemer i efterforskningsafdelingerne. Hun finder især sagspuklerne på den personfarlige kriminalitet alvorlig, hvorfor hun vil prioritere flere ressourcer over til at behandle den. Foto: Martin Kiil

Politiets fagforening slår i dag alarm, og siger at massevis af gerningsmænd går fri, fordi efterforskerne ikke har tid til at tage sig af sagerne.

Politiets ledelse erkender nu, at problemerne er massive, og kalder situationen utilfredsstillende og alvorlig.

Læs også Gerningsmænd går fri fordi politiet ikke har tid til efterforskning

- Jeg er bestemt ikke tilfreds med situationen, som den er nu, og med de sagsbehandlingstider vi har. Specielt ikke på det borgernære område og på den personfarlige kriminalitet, siger politidirektør i Københavns Politi, Anne Tønnes, til TV 2 Lorry.

Sagsbunkerne er de sidste fire år bare vokset og vokset, og det har nu altså nået et uholdbart niveau. Årsagen er, at politiet har været nødsaget til at prioritere politifolk fra efterforskningsafdelingerne til i stedet at stå for grænsekontrol og bevogtningsopgaver.

- Vi er pressede i vores efterforskningsafdelinger. Vi har jo haft en årrække med nye opgaver, med nye kriminalitetstyper og samtidig også et ændret trusselsbillede, og det har helt naturligt givet et pres på vores ressourcer, siger Anne Tønnes.

Det er en alvorlig situation, og det er bestemt ikke sådan, vi gerne vil have det. Det er utilfredsstillende både for os, men i særdeleshed også for de borgere, som er i den anden ende af sagen

Anne Tønnes, Politidirektør, Københavns Politi

Presset betyder, at der kan gå både halve og hele år fra en sag bliver anmeldt, til politiets efterforskere første gang kigger på den. I tiden fra anmeldelse til efterforskning kan vigtige spor gå tabt, og vidner kan glemme vigtige detaljer. På den måde ender mange sager ifølge efterforskerne altså uden en opklaring.

- Der er masser af gerningsmænd, der går fri. Masser, siger Jeppe Fjeldsted, der er fællestillidsrepræsentant for efterforskerne i Københavns Politi.

Læs også Politiet: Nu skal du huske at tænde lyset om eftermiddagen

- Når sagerne bliver gamle, så bliver sporene kolde. Vidner kan eksempelvis ikke længere huske, hvad der faktisk er sket, og så er efterforskningsmulighederne altså begrænsede. Så bliver sagerne henlagt som nogen, der ikke kan opklares, og den slags sager er der altså rigtig mange af, forklarer Jørgen Jensen, der er formand for Vestegnens Politiforening.

- Nogle af sagerne ligger så længe, at de bliver forældede og lukkede, inden vi reelt når at kigge på dem, siger formand for Nordsjællands Politiforening Lars Jensen.

Tusindvis af sager venter på at blive behandlet

 I Københavns Vestegns Politikreds ligger der lige nu 130 voldssager, som endnu ikke er blevet tildelt en efterforsker. Hos Nordsjælland Politi ligger der ifølge efterforskerne et sted i bunkerne 25 voldtægtssager med en udpeget mistænkt, men som politiet endnu ikke har haft tid til at kigge på.

Ved Københavns Politi er tallet for ubehandlede voldssager lidt under 1000, men sagsbunkerne i afdelingen for økonomisk kriminalitet er faktisk endnu større. Afdelingens omkring 100 efterforskere sidder lige nu med over 6.600 sager, og i 5.711 er der i endnu ikke foretaget sigtelser.

Læs også Mere end 1000 voldssager i København er ikke efterforsket

Sagsbunkerne vokser i mange afdelinger dag for dag. I Københavns politis afdeling for borgernær kriminalitet, der tager sig af alt fra vold og voldtægt til sager om deling af nøgenbilleder, er antallet af sager vokset fra omkring 1.700 i starten af året til omkring 2.200 sager lige nu.

- Det er en alvorlig situation, og det er bestemt ikke sådan, vi gerne vil have det. Det er utilfredsstillende både for os, men i særdeleshed også for de borgere, som er i den anden ende af sagen, siger politidirektør Anne Tønnes.

Der er ikke noget i tallene, der indikerer, at der er flere, der går fri, end der skal

Anne Tønnes, Politidirektør, Københavns Politi

Mens politiets fagforening, fællestillidsmænd og efterforskerne på gulvet altså siger, at sagspuklerne går ud over opklaringen, så mener ledelsen i Københavns Politi ikke, at kvaliteten af politiarbejdet bliver påvirket af, at sagerne ofte samler støv i både måneder og år, før der bliver kigget på dem.

- Det er nogle meget alvorlige udsagn, de kommer med, og det tager vi selvfølgelig seriøst, men vi har også kigget på tallene, herunder på vores domfældelsesprocent, og der er ikke noget i tallene, der indikerer, at der er flere, der går fri, end der skal, siger Anne Tønnes.

Lover bedring for den personfarlig kriminalitet

Politiforeningerne, der slår alarm, mener, at problemet kun kan løses, ved at man tilfører flere ressourcer til politiet. Politidirektør Anne Tønnes vedkender, at problemet bunder i manglende ressourcer, men hun vil lade det være op til politikerne at vurdere, hvor meget ekstra mandskab der skal tilføres.

I første omgang har hun derfor omprioriteret nogle af politiets nuværende ressourcer, så sagsbunkerne i hvert fald kan nedbringes på sager om eksempelvis vold og voldtægt.

Jeg kan love, at vi vil gøre alt hvad vi kan, for at sagsbehandlingstiderne bliver så lave som muligt

Anne Tønnes, Politidirektør, Københavns Politi

- Det vi gør nu, det er, at vi fokuserer på den personfarlige kriminalitet. Vi har allerede sat ekstra ressourcer ind. Vi prioriterer, som vi gør i alle mulige andre sager, så vi forventer at i slutningen af 2019 og i løbet af 2020, der får vi nedbragt sagsbunkerne på den personfarlige kriminalitet væsentligt.

Hvad vil det sige, at I nedbringer det væsentligt? Altså hvor lang tid vil man fremover kunne risikere at skulle vente, hvis man har været udsat for eksempelvis vold?

- Det kan jeg ikke stå og love nu og her, også fordi vi selvfølgelig kigger på de enkelte sager og alvorlighedsgraden i sagerne. Vi prioriterer jo også imellem sagerne inden for den personfarlige kriminalitet. Men jeg kan love, at vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at sagsbehandlingstiderne bliver så lave som muligt, siger Anne Tønnes.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik