Et område i Husum omkring en boligkarré på Kildeager har siden søndag aften været afspærret af Københavns Politi.
Det skyldes, at politiet efterforsker et muligt drab. Det bekræfter Københavns Politi overfor TV 2 Lorry.
- Jeg kan sige, at der er et mistænkeligt forhold om et muligt drab, siger Riad Tolba, der er pressetalsmand i Københavns Politi.
Politiet har arbejdet på stedet hele natten, hvor der er blevet sikret spor. Mandag arbejder teknikere fortsat i området.
- Der er fundet en død mand på stedet, oplyser Riad Tolba, som ikke vil udtale sig om, hvorvidt politiet anser undersøgelserne som en del af en drabsefterforskning.
- Vi efterforsker det som et mistænkeligt forhold, som kan være et drab. Det er det, jeg kan sige, tilføjer han.
Samtidig oplyser pressetalsmanden, at der i forbindelse med efterforskningen er blevet anholdt en yngre mand.
- Lige nu gør vi overvejelser om, hvorvidt der skal ske fremstilling i grundlovsforhør. Indtil videre har vi ikke yderligere i sagen, siger Riad Tolba til TV 2 Lorry.
Politiet fortsætter undersøgelserne på Kildeager i Husum mandag.