Peter Madsen: "Kim blev begravet i ét stykke"

Kim Walls lig blev ikke parteret om bord på ubåden, fortæller Peter Madsen i Københavns Byret.

Ubådsbygger Peter Madsen erkender, at han har gjort sig skyldig i usømmelig omgang med lig, da han kastede de jordiske rester af Kim Wall i vandet fra sin hjemmebyggede ubåd.

Men han har ikke fjernet hendes hoved, arme og ben fra kroppen, fortæller han tirsdag i Københavns Byret.

- Hun var i hel stand, da hun blev kastet i vandet, fortæller Peter Madsen, som betegner sin handling som en "begravelse til søs".

Kim Wall var ifølge Madsens forklaring død, efter at hun havde fået en tung ubådsluge i hovedet og var faldet ned i bunden af båden fra ubådens tårn.

Herefter gik han i chok og overvejede selvmord. Men han ønskede ikke, at kvinden skulle ende sine dage i ubåden, lyder hans forklaring. Derfor blev hun smidt over bord. 

Peter Madsen fortæller, at han brugte et reb til at få hende op gennem lugen. Det blev bundet om ligets fødder.

Om livet spændte han en rem med nogle værktøjsdele på. Han afviser dog, at der skulle være fastgjort nogle rør på remmen.

Dermed har han ingen god forklaring på, hvordan Kim Walls torso den 21. august kunne skylle i land på Amager påhæftet en rem fra byggemarkedet Biltema, hvorpå metalrør var fastgjort.

Selvmordet blev ikke til noget. For Madsen ville først tage afsked med sin kone og kattene Fessor, Kaptajn og Kommissæren. 

 

Specialanklager Jakob Buch-Jepsen spørger flere gange til, hvordan det kunne være, at Kim Wall mistede sine strømpebukser og trusser i forbindelse med, at hun blev kastet over bord.

Ifølge Madsen tog han strømpebukserne af for at kunne binde rebet fast. Men hvordan trusserne kom af, kan han ikke forklare. Han bemærkede det ikke i situationen, siger han.

Retten skal senere tirsdag tage stilling til, om Peter Madsen skal blive bag tremmer. Han har siddet fængslet siden 12. august.

Loading...

Loading...

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik