Pernille Vermund eskorteret ud af værtshus

Civilklædt politi eskorterede formanden for Nye Borgerlige ud af et værtshus i indre København, da autonome skabte problemer.

Partiformanden for Nye Borgerlige, Pernille Vermund, blev torsdag aften eskorteret ud et værtshus i hjertet af København få hundrede meter fra Christiansborg.

Vermund var gæstebartender til et politisk arrangement på baren Toga Vinstue, da en civilklædt betjent pludseligt henvendte sig til Vermund og fulgte hende ud, skriver Ekstra Bladet.

Pernille Vermund fortæller til Ekstra Bladet, at det var en gruppe autonome uden for værtshuset, som var utilfredse med hendes tilstedeværelse på inde på Toga Vinstue, men at hun ikke havde opdaget dem, før betjenten tog fat i hende.

- Det virker helt håbløst, at sådanne venstrefascister går og chikanerer lovlydige borgere. Politiet holdt dem tilbage, mens vi var der, og mens jeg tog hjem, siger hun til Ekstra Bladet.

Politiet bekræfter

Vermund fortæller, at hun aldrig følte sig utryg, men at hun ærger sig over, at hun som politiker ikke kan skænke en fadøl på en bar, uden at det kræver politibeskyttelse.

Hos Københavns Politi bekræfter man episoden over for Ekstra Bladet.

Ledende politiinspektør og chef for beredskabet i Københavns Politi, Peter Dahl, bekræfter, at det var en gruppe autonome fra den yderste venstrefløj, som skabte problemer.

Autonome løb mod indgangen

Ifølge Peter Dahl havde politiet fået efterretninger, der pegede på, at en potentiel happening var under opsejling.

- Derfor havde vi to civilklædte politifolk inde på Toga. På et tidspunkt kom en flok på tyve af dem, vi kalder autonome. Da de løber mod indgangen, kan kolleger inde på baren høre på radioen, at de er på vej. Den ene civilklædte betjent stiller sig derfor i døråbningen på Toga, mens den anden siger til Vermund, at hun skal komme med ud i køkkenet et øjeblik, siger Peter Dahl.

Han fortæller, at det lykkedes betjentene at standse de autonome, hvorefter man rettede henvendelse til Vermund og tilbød at eskortere hende ud til hendes bil, hvilket hun indvilligede i.

Peter Dahl oplyser over for Ekstra Bladet, at ingen af de autonome er blevet anholdt eller sigtet for noget. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik