Partistifter, brobygger og cigarelsker: Arne Melchior er død

Tidligere trafikminister, medstifter af Centrum-Demokraterne og broforkæmper Arne Melchior er død 91 år gammel.

Bølgende gråt hår og et perfekt, let affekteret, dansk. 

Arne Melchior var en distingveret mand med sine meningers mod og et raffineret glimt i øjet.

Han markerede sig  i dansk politik ved blandt andet at være medstifter at 70´ernes jordskredsparti Centrum-Demokraterne og så var han hovedarkitekten på flere af Danmarks store broer. 

Den nu afdøde folketingspolitiker forlod i 1973 Socialdemokratiet for at danne Centrum-Demokraterne (CD) sammen med Erhard Jakobsen. 

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arne Melchior og Erhard Jakobsen, stifterne af Centrum-Demokraterne. Billedet er taget i 1974, året efter jordskredsvalget.
Arne Melchior og Erhard Jakobsen, stifterne af Centrum-Demokraterne. Billedet er taget i 1974, året efter jordskredsvalget.
Foto: NF, Scanpix

Partiet, og dermed Arne Melchior, befandt sig i årtier på midten af dansk politik. Således sad CD med i skiftende regeringer gennem 1980'erne og 1990'erne.

En af hans største politiske sejre er de 18 kilometer asfalt mellem Sjælland og Fyn, der i dag udgør Storebæltsbroen. Melchior var hovedarkitekten bag.

Trods Centrum-Demokraternes politiske nedtur fortsatte Arne Melchior i dansk politik frem til 2001. Her mistede han sin plads i Udenrigspolitisk Nævn. 

Arne Melchior, der som jøde måtte flygte til Sverige under Anden Verdenskrig, var i 2009 med til at forsvare de afviste irakiske flygtninge, der havde søgt tilflugt i Brorsonskirken på Nørrebro i København.

Han kaldte episoden for Danmarks "bad hour". Danskernes "finest hour" var netop, da jøderne blev hjulpet over Øresund under Anden Verdenskrig.

Da Arne Melchior i 2002 udgav erindringsbogen "Gave og opgave", forsikrede han, at "i tiden frem til jeg skal stille træskoene, agter jeg at leve hver eneste dag af mit liv, som om jeg aldrig skulle bestille andet".

Året forinden var Arne Melchior blevet løsgænger i protest mod, at Centrum-Demokraterne havde frataget ham ordførerskabet i Udenrigspolitisk Nævn. 

Som ordfører i nævnet havde Arne Melchior påkaldt sig mere end almindelig opmærksomhed. Således udtrykte han forståelse for Israels tidligere anvendelse af "moderat fysisk pres" ved afhøringer i forbindelse med terrorisme.

Selv om Arne Melchior aldrig har lagt skjul på sin jødiske identitet og kærlighed for det jødiske folk, så var forsvaret for de hårdhændede forhørsmetoder alligevel en overraskelse for de fleste. 

(Artiklen fortsætter under billedet)

En ung Arne Melchior som var direktør for Jadex fra 1962 til 1969. 
En ung Arne Melchior som var direktør for Jadex fra 1962 til 1969. 
Foto: Sven Gjørling, Scanpix

Arne Melchior havde i en lang række andre sammenhænge netop markeret sig stærkt som fortaler for menneskerettigheder og næstekærlighed.

Hans familie oplyser, at begravelsen finder sted mandag 26. september på Mosaisk Vestre Begravelsesplads i København klokken 14.00.

Arne Melchior var også en stor cigarnyder. Det fortæller han om her i et indslag om Danmarks eneste cigarruller. Indslaget er fra 1999.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik