Parkens e-sportshold får gigant som sponsor

Det danske CS-hold North får tysk tøjgigant som sponsor. Direktør satser på, at holdet, der lige nu kører med underskud, i fremtiden kan blive stor indtjeningskilde.

E-sportsholdet North, der konkurrerer i spillet Counterstrike Global Offensive, har fået en ny og kendt trøjesponsor. North er ejet af Parken Sport & Entertainment og Nordisk Film i fællesskab.

Det er den tyske tøjkæmpe Adidas, med danske Kasper Rørsted som administrerende direktør, der fremover spytter penge i kassen og lægger logo til Norths trøjer.

- FC København har en stor kontrakt med Adidas i mange år, så det var oplagt, at vi kontaktede Adidas, da vi startede sidste år.

- Adidas var interesserede og ville gerne være med. Så vi har haft et pilotprojekt i 2017. Og nu har vi så tegnet en fast kontrakt, siger administrerende direktør for North Christian Sørensen om aftalen.

Sponsoratet kaster et "pænt" beløb i Norths kasse. Men med et underskud på over 10 millioner kroner sidste år er det ikke noget, der kommercielt gør en afgørende forskel for North.

- Det er et fint sponsorat, men det er ikke det, der ændrer butikken. 

- Men det betyder, at vi bliver en del af Adidas' globale marketingpulje. Vi bliver en del af familien, og det har en enorm værdi for os.

- Vi havde muligheder for at lande andre aftaler, men med Adidas får vi en kæmpe værdi i at være knyttet til et stort og anerkendt brand. Det er en blåstempling af os, sige Christian Sørensen.

North er et af flere danske Counter Strike Global Offensive-hold, CS:GO-hold, der er del af den absolutte top inden for sporten.

Det bedst kendte er Astralis, der var i fokus for flere dokumentarprogrammer på DR i 2017 og netop har tilbageerobret pladsen som verdens nummer et.

Den markante vækst i både interesse og præmiepuljer inden for e-sport har sendt en stribe aktører på banen. 

I Danmark har en lang række fodboldklubber startet e-sportshold, og sporten har fået større politisk og kommerciel opmærksomhed.

Blandt andet har der været afholdt store, internationale turneringer i Royal Arena i København, der har plads til mere end 10.000 tilskuere.

- Hele området er stadig i voldsom vækst. Og det er det på græsrodsniveau og på elitesiden. 

- Det betyder noget for dem, der spiller, dem, der lever af at spille, og dem, der producerer og sælger events, sagde fagchef for digitalisering hos Dansk Erhverv Janus Sandsgaard tidligere i år til Ritzau.

Vil vende underskud til overskud

E-sportsholdet North, der er ejet af Parken Sport & Entertainment samt Nordisk Film, styrtblødte penge i sit første år. 

Men markedet er hastigt ved at modnes, og så vil det blive en overskudsforretning at være blandt verdens bedste.

Det siger administrerende direktør for North Christian Sørensen. Udsigten til at gå i nul har dog stadig lange udsigter, og underskuddet i 2017 lød på over 10 millioner kroner. 

- Vi kommer ikke til at give overskud i 2018. Jeg ser os som en startup, men jeg tror på, at vi kan nå break-even i 2020.

- Noget kan vi selv gøre, og noget skal ske via strukturelle ændringer inden for e-sport. 

- Her er der eksempelvis begyndt at blive solgt tv-rettigheder for anselige beløb. Os hold skal selvfølgelig have vores del af den kage, siger Christian Sørensen.

For nuværende er den voksende e-sportsbranche stadig et kaotisk sted. Og det gør det svært for holdene at tjene penge.

- E-sport er ny, umoden og ustruktureret. Den er stadig "Wild West" på mange måder. Nu kommer der så professionelle ind, der skal få strukturer på plads og bryde gamle vaner op.

- Vi spiller vores rolle ved gennem relevante organisationer at gå sammen for at sørge for, at penge fra ting som tv-rettigheder og events også går vores vej. 

- Der er stor interesse og mange, mange seere til e-sport. Og det er en målgruppe, der er svær at ramme med konventionel marketing. En meget købestærk målgruppe ovenikøbet. Så der er en lys fremtid, siger Christian Sørensen.

Den lyse fremtid er dog betinget af, at North begynder at klare sig bedre sportsligt. Lige nu ligger holdet på en 12.-plads globalt.

- Det er ikke godt nok. Men vi har lige skiftet to ud af fem spillere, så der vil gå noget tid, inden holdet er spillet helt sammen.

- Vi er ikke, hvor vi skal være lige nu, men det tror jeg på, vi kommer, siger Christian Sørensen og afslutter:

- Vores forretningsmodel fungerer kun, hvis vi er blandt de absolut bedste hold i verden. Præstationer giver fanbase, der giver sponsorer og salg.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik