Overblik: Det kan du opleve i modeugen

Der er masser af events for mode-interesserede, når Copenhagen Fashion Festival indtager de københavnske gader i næste uge.

Museum skyder festivalen i gang
Designmuseum Danmark skyder officielt Copenhagen Fashion Festival i gang onsdag den 3. februar. Først inviterer museet til særomvisning på den permanente udstilling ’Mode & Tekstil’ efterfulgt af en paneldebat om emnet ”Mode på museum” med modeforskerne Ane Lynge-Jorlén og Maria Mackinney-Valentin samt folketingsmedlem Rasmus Nordqvist (Å). Aftenen rundes af med dokumentaren Fashion Revisited. Debat og filmvisning er gratis. For tilmelding, klik her.

Magasin – hjertet af Copenhagen Fashion Festival
Under Copenhagen Fashion Festival åbner Magasin Kgs. Nytorv dørene op til et modeunivers, der vil danne centrum for en lang række events samt festivalens tilbagevendende arrangementer, nemlig Fashion Talks og Fashion Cinema. 

Fashion Talks finder sted i Kong Hans Salen, og på programmet er en paneldebat om ’Livet som model’ med blandt andre Jesper Thomsen fra Unique Models og Danmarks Næste Topmodel samt en paneldebat om ’Designtalenter’ med blandt andre modemærket Tonsure, der for nylig vandt DANSK Design Talent – Magasin Prisen. Fashion Talks programmet slutter med en underholdende og anekdotefyldt samtale, i anledning af 10 års jubilæet for Copenhagen Fashion Week, mellem nogle af modeugens helt centrale spillere.

I festivalens Fashion Cinema, ligeledes i Magasins Kong Hans Salen, vil der i samarbejde med DR K være særvisninger af de anmelderroste dokumentarer Trend Beacons og Fresh Dressed. Det er gratis at deltage i både Fashion Talks og Fashion Cinema, men tilmelding er nødvendig, da der er et begrænset antal billetter. Klik her for at sikre dig plads.

Modeshow for folket
Under modeugen er shows på Rådhuset normalt for dem, der arbejder i branchen. Det laver online-butikken Zalando i år om på. Fredag den 5. februar kl. 20.00 inviterer Zalando alle modeinteresserede til et stort modeshow på Københavns Rådhus. Her vil Christiane Schaumburg-Müller guide gennem de forårs-/sommertendenser, der bliver vist på catwalken. Showet er gratis, men tilmelding er nødvendig. Klik her.

Fransk modeikon gæster København
Det franske stilikon Caroline de Maigret har været på alles læber, siden hun udkom med bogen ”How to Be Parisian Wherever You Are”. Bogen udkommer nu også på dansk, og i den anledning har Den Franske Ambassade inviteret den chikke pariserinde til København. Her vil hun fredag den 5. februar kl. 17.00 i en samtale med Ellen Hillingsø på Den Sorte Diamant snakke om emner som karriere, feminisme samt selvfølgelig også om bogen. Køb billet her.

Når mode møder kunst
Hvad sker der, når et etableret modehus møder unge, talentfulde designstuderende? Det kan du opleve med modeudstillingen ”The Fashion Designers of Tomorrow” på Hotel Skt. Petri, hvor 11 studerende fra Kunstakademiets Designskole har kreeret alt fra herretøj, sportstøj og denim til dametøj for Designers Remix. Læs mere her.

Med udstillingen FAN OUT forenes mode med lys, lyd, bevægelse og billede i en kunstudstilling. Det er den københavnske butiksindehaver Sabine Poupinel, der står bag, og hun har givet en række nyere samt etablerede designere og kunstnere frie tøjler til at eksperimentere med mode som noget, der kan forstås bredere end bare beklædning. Med på udstillingen er blandt andre Bettina Bakdal, Anne Sofie Madsen og Nicholas Nybro. Læs mere her.

Eksklusiv særvisning af The Model
Copenhagen Fashion Festival har fået den unikke mulighed at invitere til pre-screening af Mads Matthiesens nye film The Model. Filmen, der har Elite Model’s Maria Palm i hovedrollen, handler om den unge model Emma, der kæmper for det store gennembrud i den parisiske modeverden. The Model vises onsdag den 3. februar kl. 18.15 i Palads. Køb billet her.

Se resten af programmet på www.copenhagenfashionfestival.com.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik