Politikerne i Københavns Borgerrepræsentation er torsdag blevet enige om budgettet for kommunens økonomi i 2020.
Besparelser i daginstitutioner og på handicapområdet bliver rullet tilbage, men der tilføres dog ikke flere midler til områderne.
15 millioner kroner årligt de næste fire år bliver sat af til at forhindre nedskæringerne på handicapområdet, mens der investeres 51 millioner kroner hvert år i fire år for at videreføre de nuværende normeringer i vuggestuer og rulle planlagte besparelser tilbage.
Der bliver dog ikke afsat millioner til flere pædagoger, som flere forældredemonstrationer har krævet i løbet af året, ligesom handicapområdet også må kigge langt efter et generelt løft, som socialborgmester Mia Nyegaard (RV) ellers gik ind til forhandlingerne med.
"Det manglede bare"
I løbet af sommeren har TV 2 Lorry afdækket konsekvenserne af besparelser på socialområdet. Nogle handicappede skulle flytte fra deres botilbud, nogle ville miste støttetimer, ledsagere på ferier ville blive sparet væk, der ville komme færre ture ud af huset, færre dage i skole og beskæftigelse og pædagoger skulle spares væk.
Overborgmester Frank Jensen er “glad for at kunne løfte velfærden til gavn for børnene”, ligesom han er tilfreds med, at besparelserne på handicapområdet bliver rullet tilbage.
- Det manglede også bare. Vi skal tage hånd om de svageste i Københavns Kommune, siger Frank Jensen (S) til TV 2 Lorry.
Men der er ikke blevet tilført midler?
- Der er tilført 100 millioner samlet til socialområdet, men der er mange områder herunder, der presser sig på. Der er ikke plads til det hele i budgettet, siger Frank Jensen, der dog er glad for, at der blandt andet gives 25 millioner til en indsats mod børn i mistrivsel.