Otte måneders fængsel for at lyve om DSB-overfald

100.000 mennesker blev berørt, da hovedbanegården blev lukket, fordi en mand løj om et fiktivt overfald.

Københavns Byret har torsdag idømt en 36-årig mand tre måneders ubetinget fængsel og fem måneder betinget for falsk anmeldelse til politiet og for at have forvoldt store forstyrrelser i den kollektive trafik.

Manden ankede dommen på stedet.

- Jeg synes, det er en hård dom, og jeg synes, det er godt, at landsretten nu får mulighed for at vurdere sagen, siger mandens forsvarer, Stine Gry Johannessen, til Ritzau.

Manden blev natten til 7. august 2015 fundet bundet med gaffatape i et tog på Københavns Hovedbanegård. Han fortalte, at to mænd havde truet ham med en pistol og bundet ham.

Politiet, som kom ud på gerningsstedet først, tvivlede tidligt i forløbet på mandens forklaring, da han blandt andet jokede med hændelsen kort efter at være blevet befriet.

- En af kollegerne spørger mig derude på stedet, hvad min holdning er til det hele, og jeg siger, at jeg tror, det er opspind, fortalte en af betjentene i retten.

- Han virker ikke specielt rystet over lige at have haft en pistol for panden. Han smiler og griner. Det lyder lidt for fantastisk, forklarede betjenten om mandens adfærd efter det påståede overfald.

Cirka 100.000 mennesker blev påvirket af episoden, da alt togdrift fra hovedbanegården blev indstillet.

DSB har rejst et erstatningskrav mod manden på 132.005 kroner for indsættelse af busser, og det tog retten også til følge i dommen.

Den dømte mand har gennem hele forløbet erklæret sig uskyldig. Sagen går nu videre til Østre Landsret.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik