Oprør over “ulidelig” hede i metro: Det er usandsynlig dårlig service

Pendlere ærgrer sig over, at Metroselskabet ikke vil gøre mere for at afkøle sommervarme toge.

Et drivhus på skinner, der sender pendlere på arbejde med sveden dryppende af sig. 

Sådan beskriver Jesper Schjeldahl de aktuelle forhold i metrotogene, der lige nu drøner rundt under en bagende sol i København. Han er pilot og pendler ofte til lufthavnen.

- Det er ikke særlig rart at begynde arbejdsdagen fuldstændig sveddryppende, fordi transportmidlet er så dårligt. Det er en ubehagelig følelse, siger Jesper Schjeldahl til TV 2 Lorry.

Han har været fast pendler i fem år og ser det samme scenarie udspille sig år efter år. Indeklimaet i metroen er tåleligt i vinterperioden, men allerede tidlige på året bliver der varmt. 

- Allerede når temperaturen når 17-18 grader og der er sol er det uudholdeligt. Det er jo et lille rum med mange mennesker i, siger Jesper Schjeldahl. 

Forsinket opgradering

Efter sidste sommers usædvanlige varme besluttede Metroselskabet at opgradere det eksisterende ventilationssystem i alle tog. Det skulle give en bedre luftkvalitet. 

Ved årsskiftet skulle arbejdet have været færdigt, men “problemer med en række komponenter” har betydet, at ikke alle tog er klar med den friskere luft i sommervarmen, skriver Metroselskabets driftschef, Thomas Bech Roskjær, onsdag i en mail til TV 2 Lorry. 

Når skoleferien kommer om et par uger, forventer Metroselskabet, at otte ud af 34 tog mangler at få opgraderet ventilationssystemet.

- Det er åbenbart et tema for metroen, at man har svært ved at holde tidsplanen. Det er beklageligt, at man ikke prioriterer komforten højere. Og det er ærgerligt, at man bortforklarer det med ekstraordinære varme somre, siger Jesper Schjeldahl. 

Det siger Metroselskabet om varme tog

Er løsningen god nok?

 

“Under almindelige klimatiske forhold vil det sammenlagt være ganske få uger om året, hvor varmen vil være generende. Vi modtager normalt ikke så mange klager over varme i metroen, hvis man ser på hele kalenderåret. Som nævnt er det en afvejning i forhold til miljøpåvirkningen. Indtil videre mener vi ikke, at det er en fornuftig beslutning at investere i et airconditionanlæg, som vi typisk får rigtig brug for sammenlagt cirka to uger om året. Vi vil forøge metroens energiforbrug hele året, idet metroen vil skulle bruge mere energi på at transportere et airconditionanlæg,” skriver Thomas Bech Roskjær til TV 2 Lorry.

 

Risikerer I ikke at have sure, varme kunder på nakken igen? 

 

“Jo. Opgraderingen af ventilationssystemet kan ikke afkøle metroen på varme sommerdage. Men selv sidste sommer, hvor varmen var den mest ekstreme i mere end 40 år, affandt de fleste passagerer sig med situationen. Der var ikke varmere i metroen, end der var de fleste andre steder – herunder udenfor. En gennemsnitlig metrotur tager under 10 minutter, og jeg tror, at mange af vores kunder deler vores opfattelse af, at det generelt handler om at få skruet ned for energiforbruget. Ikke op,” skriver han.

Dårlig service

Formanden for foreningen Metropendler, Tina Weber, er enig.

- Der har været problemer hver sommer. Bare på en ganske almindelig sommerdag kan der være meget varmt. Det er usandsynlig dårlig service over for passagererne. Den er gal hver dag minimum to måneder om året.

- Fair nok, hvis der er noget teknisk i vejen, men hvorfor har man ikke oplyst passagererne om det, siger Tina Weber, der forudser en regulær storm af passager-klager også denne sommer.

Ny teknologi

Når ventilationssystemet er blevet opgraderet vil særlige sensorer registrere CO2 (kommer fra passagerernes udånding, red.) i togene, og dermed sørge for automatisk tilpasning. 

Teknologien vil ikke sænke temperaturen i togene væsentligt “men det forventes at kunne reducere det ubehag, som passagerer kan føle, når der er mange i samme tog,” oplyser Metroselskabet. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik