"Bydelen risikerer at være helt trist og mørk i december."
Det er ved at være sidste udkald.
Sådan lyder det onsdag i en mail fra folketingsmedlem og Nørrebro-borger, Yildiz Akdogan (S). Hun var for 11 dage siden ude og bede offentligheden om hjælp til en indsamling, som skulle sikre julebelysning på Nørrebrogade.
- Vi snakker om cirka 75.000 kroner. Der bor over 70.000 borgere på Nørrebro. Hvis bare halvdelen af dem gav en femmer, så ville vi faktisk have julebelysningen på plads.
Sådan sagde hun den 12. november og opfordrede til, at man gik ind på Facebook-siden 'Red julebelysning på Nørrebrogade'.
Men her blot en uge før kalenderen siger 1. december er missionen endnu ikke lykkedes. Heller ikke selvom der er kommet donationer hele vejen fra Skagen.
- Vi er rigtig godt på vej, men mangler det sidste ryk, og jeg håber derfor at vi kan få flere juleglade Nørrebroborgere til at donere til indsamlingen. Det er ved at være sidste udkald for julebelysning på Nørrebrogade, siger Yildiz Akdogan.
Herunder kan du se, hvordan du kan spæde til, hvis du har lyst til at levere et julemirakel på Nørrebrogade.