Omstridte spisesteder i ny møgsag: Får bøde for klamt burgerkød

Nok engang er XO Burgers and Steaks og Café Emma endt i Fødevarestyrelsens søgelys.

Arkivfoto af XO Burgers and Steaks, som ligger på Axeltorv i København. Foto: Niels Ahlmann Olesen / Ritzau Scanpix

Alt for varme burgerbøffer, en tjener der handler mad i en vens bil og en køkkenansvarlig, der ikke bruger termometer, men fingrene til at vurdere kødets temperatur.  

Det er bare et udpluk af de forhold, der nu udløser en ny meget sur smiley og flere bøder til de kendte spisesteder XO Burgers and Steaks og Café Emma på Axeltorv 3 i København.

Det viser en ny kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen, der fredag i sidste uge var på besøg for at genåbne spisestederne, der havde været lukket i en periode på grund af uklare ejerforhold og mistanke om stråmandsvirksomhed. 

Grove overtrædelser

Og mens Fødevarestyrelsen altså ikke længere kunne finde grund til at holde XO Burgers and Steak og Café Emma lukket, dukkede der i stedet problemer med hygiejne og egenkontrol op, oplyser Michael Rosenmark, chef for Fødevarestyrelsens Rejsehold, til TV 2 Lorry.

- Vi kan ikke finde huller i ejerforholdene. Der er en person, der nu har meldt sig som ansvarlig leder, men vi vil fremover fortsat have fokus på ejerforholdene.

- Til gengæld har vi fundet andre grove overtrædelser, der har udløst bøder og indskærpelser. Det betyder, at vi vil følge virksomheden tæt i den kommende tid. De vil få flere besøg end man normalt ville, som de også selv skal betale for, siger Michael Rosenmark til TV 2 Lorry.

Det fandt Fødevarestyrelsen

Helt konkret er det problemer med håndtering af fødevarer og virksomhedens egenkontrol, der udløser bøderne. Fødevarestyrelsen skriver blandt andet i deres kontrolrapport: 

 

  • "Virksomheden opbevarer hakket kød (bøffer) i køleskab ved 7,8 °C. Temperatur blev målt med indstikstermometer. Jf. mærkning på emballage på burgerbøffer skal disse opbevares ved max 2,0°C. Lufttemperatur i køleskab blev med lufttermometer målt til 8,1°C. Virksomheden valgte at kassere 3 pk. burgerbøffer under kontrolbesøget. Virksomheden havde følgende bemærkninger: Vi får styr på temperaturer. Der er bestilt kølemontør." 

 

  • "Virksomhedens sæbedispenser er defekt. Sæben fra dispenser ligger i indpakket emballage ved håndvask og er vanskelig at anvende hygiejnisk under produktion. Virksomheden havde følgende bemærkninger: Vi får styr på det."

 

  • "Tjener oplyser at hun får en ven til at køre hende ud og handle fødevarer til virksomheden og at fødevarer transporteres i vens bil." 

 

  • "Ansvarlig for køkken oplyser dog at han ikke anvender termometer til at foretage kontrol og dokumentation. Ansvarlig oplyser at han mærke på fødevarerne når de er tilpas nedkølede. Ansvarlig kender ikke til temperaturkrav for bl.a. hakket kød og kan desuden ikke anvende virksomhedens termometer ved anmodning. Virksomheden havde følgende bemærkninger: Jeg vil fremover gøre det korrekt."

 

Kilde: Fødevarestyrelsens kontrolrapport fra 19. juni

Skjulte sprutlager

Udover at skulle punge ud for de fremtidige besøg, vil Fødevarestyrelsen også fremsende to bøder til spisestederne. De er normalvis i en størrelsesorden af 10.000 kroner, oplyser Michael Rosenmark til TV 2 Lorry.

Torsdag kunne Fødevarestyrelsen under et kontrolbesøg afsløre, at XO Burgers and Steaks forsøgte at skjule et sprutlager i et kælderrum under spisestederne, der deler både køkken og toiletfaciliteter. 

Læs mere om den sag her.

Samtidig var to andre kendte caféer i København også i styrelsens søgelys i sidste uge. Således var Café Dan Turèll og Cafe Stella også kortvarigt lukket på grund af uklare ejerforhold og mistanke om stråmandsvirksomhed. 

Alle fire caféer har tidligere været ejet af den berygtede og meget medieomtalte københavnske cafékonge Bahram Sari Beliverdi.

Han blev i maj måned idømt tre år og ni måneders fængsel i Københavns Byret for bedrageri, momssvindel og brud på fødevarelovgivningen. Dommen er blevet anket til landsretten.

23-årig ejer er tavs

Caféerne blev genåbnet da den engelsktalende og 23-årige Kyle Sciberras bosiddende på Malta henvendte sig til Fødevarestyrelsen og erklærede sig som ansvarlig ejer. 

Opslag i offentlige registre viser ifølge Berlingske, at Kyle Sciberras indtil videre har stiftet syv virksomheder og haft direktionsposter i 18 selskaber. En lang række af disse selskaber er dog gået konkurs.

Og nu er han altså aktiv i den københavnske restaurationsbranche. Han bliver dog fulgt tæt af Fødevarestyrelsens rejsehold.

- Vi vil holde øje med, at de (XO Burgers and Steaks og Café Emma, red.) overholder reglerne fremover. Vi slipper først virksomheden, når vi tror på, at der er rettet op, og at det vil fortsætte sådan. Der skal både være en ansvarlig ledelse og styr på alle de andre regler, siger Michael Rosenmark til TV 2 Lorry.

TV 2 Lorry har i flere dage forsøgt at komme i kontakt med Kyle Sciberras. Det har ikke været muligt. TV 2 Lorry har ligeledes kontaktet de spisesteder, han ejer.

På XO Burgers and Steaks og Café Emma er telefonopkald ikke blevet besvaret. På Café Stella har medarbejdere ikke haft mulighed for at videreformidle en kontakt til Kyle Sciberras. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik