OMG! Nu kan du blive bachelor i Beyoncé

Elsker du også Run the World, Single Ladies og Crazy in Love? Nu kan du tage Beyoncé-fag på universitetet.

Forestil dig at møde ind på universitetet for at se Beyoncé ryste hofterne på storskærm. 

Det kan blive virkelighed for 75 studerende på Københavns Universitet, der har meldt sig på kurset "Beyoncé, køn og race", der er et nyt fag på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab.

Beyoncé

Beyoncé Giselle Knowles-Carter er en amerikansk R&B-sangerinde. I slut 90'erne fik hun gennembrud med pigegruppen Destiny's Child. 
I starten af 00'erne brød Beyoncé igennem solo, og anses i dag for at være en af de største kvindelige popstjerner. 
Hun har udgivet seks soloalbum og vundet adskillige priser for sin musik.

Fagets underviser, Erik Steinskog, glæder sig til at præsentere Beyoncé-tekster, musikvideoer og ikke mindst 'power performances' for sine elever. 

 - Vi skal analysere hendes sange og musikvideoer. Der kommer fokus på køn, seksualitet og race. Et af formålene er at introducere sort feministisk tænkning, som er mindre kendt i Skandinavien. Vi skal have udfordret, hvad feminisme kan være for en størrelse, siger Erik Steinskog, lektor, Københavns Universitet, og understreger at Beyoncé bliver fortolket på præcis sammen måde, som man ville gøre med et stykke opera eller litteratur. 

Beyoncé er vigtig

For selvom et kursus om en verdenskendt r&b-stjerne i nogens ører kan lyde en anelse useriøst, så er Beyoncé og hendes musik ifølge lektoren ikke bare en ligegyldig populærkultur.  Beyoncé repræsenterer den sorte feminisme, som er vigtig for alle at forstå. 

- Beyoncé er vigtig for at forstå den verden, vi lever i. Beyoncé er en af de største popkunstere i dag, og derfor er hun vigtig for at kunne analysere vores samtid. 

​Erik Steinskog er selv stor fan af Queen B, som superstjernes også kaldes i folkemunde. For ham er hun et kompas for, hvor popumusikken er på vej hen. 

- Det er svært ikke at blive imponeret. Hun er jo ekstremt dygtig til det, hun gør, siger ​Erik Steinskog og tilføjer: 

- Livet er lidt for kort til at arbejde med musik, jeg ikke kan lide. 

Og Erik Steinskog er ikke den eneste, der glæder sig til at terpe "Crazy in Love" og "Run the World". Ifølge Uniavisen - avis på Københavns Universitet - har instituttet efter overvældende interesse fra studerende flyttet undervisningen til større lokaler, oprettet nye hold og fordoblet antallet af undervisningspladser.

Kurset kan enten bruges som afsæt for et bachelorprojekt, eller de studerende kan tage det som et større fag på 15 ECTS eller som et mindre fag på 7,5 ECTS. Og desværre, hvis du er en del af The Beyhive, som stjernenes fans kalder sig: Kurset er totalt fyldt op. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik