To nye gågader på vej i København: Borgmester vil fjerne p-pladser

Teknik- og miljøudvalget i København har sagt ja tak til tilbuddet om to nye gågader. Hvis alt går efter planen, betaler pensionsselskabet PFA regningen.

I forbindelse med at den gamle postgård på Købmagergade i København for nylig er blevet gennemrenoveret og lavet om til en butiksejendom, ønsker ejerne fra pensionsselskabet PFA, at de omkringliggende sidegader bliver gjort bilfrie og i stedet omdannes til gågader.

PFA har derfor selv tilbudt Københavns Kommune at punge ud, bygge om og siden hen donere "gaven" til kommunen.

Sagen var i august oppe at vende i Teknik- og Miljøudvalget, og her har partierne valgt at acceptere tilbuddet, som betyder, at der vil blive nedlagt 20 parkeringspladser i rød zone, såfremt Borgerrepræsentation i København også stemmer for, når de mødes den 20. september.

Tilbuddet fra PFA indbefatter, at selskabet sørger for ny gadebelægning og indretning af Løvstræde og Valkendorfsgade, der ligger mellem Købmagergade og Niels Hemmingsens Gade. Projektet vil samtidig øge cykelparkeringskapaciteten fra 43 til 90 pladser.

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen, Enhedslisten, hilser projektet velkommen og ser frem til de nye gågader i den indre bydel.

- Vi har sagt ja til det her, fordi det gavner København og rammer den udvikling, som vi gerne vil have byen hen mod, siger borgmesteren til TV 2 Lorry.

Visualisering af Valkendorfsgade.
Visualisering af Valkendorfsgade.
Foto: Københavns Kommune

"Må ikke koste butikker livet"

Men ikke alle partier er enige.

Konservative har som de eneste modsat sig tilbuddet fra PFA og ytrer bekymring for de eksisterende butikker i området.

- Rigtig mange af de her små specialbutikker i den indre del af København er afhængige af, at man kan parkere i nærheden. Men hvis det ender med, at de ikke kan få leveret varer, eller deres kunder ikke kan komme ind og hente deres varer i butikkerne, der ligger for eksempel nogle møbelbutikker, så kan de jo blive nødt til at flytte eller lukke, siger Konservatives gruppeformand Jakob Næsager.

- Og så er der en risiko for, at mange af butikkerne på Strøget går hen og bliver internationale kædebutikker, som reelt bare er showrooms. Vi skal sikre, at det her ikke kommer til at koste specialbutikkerne livet, slår han fast.

De bekymringer deler borgmester Ninna Hedeager Olsen imidlertid ikke. Omvendt mener hun, at flere strøggader fremmer de små specialbutikker.

Projektforlaget med de to gågader.
Projektforlaget med de to gågader.
Foto: Københavns Kommune

- Hvis man for eksempel kigger på Nørrebrogade, så frygtede man også butiksdød, men så vidt jeg har set, så er der ikke kommet færre specialbutikker i området. Langt de fleste af de mindre detail- eller specialbutikker er noget, folk handler i, når de er på gåben eller cykel. Så på den måde bekymrer det ikke mig, når vi nedlægger parkeringspladser, siger hun.

I forhold til de internationale kæder, der presser sig ind i København, er også en overordnet bekymring hos Enhedslisten, men det skyldes ifølge borgmesteren næppe de konkrete planer om de nye gågader.

- Det er et spørgsmål om regulering af husleje, som stiger og stiger, så de mindre butikker ikke længere har råd til at bo der. Vi vil gerne være med til at sætte huslejelofter, men der har vi brug for hjælp fra Folketinget, men det er en helt anden sag.

Visualisering af Løvstræde
Visualisering af Løvstræde
Foto: Københavns Kommune

Ikke en gave - men en investering

Hos PFA mener man ikke selv, at der er tale om en gave til København. Men slet og ret en investering for at få mere ud af de bygninger, selskabet ejer i området. Og da Københavns Kommune ikke kunne finde midler til det, har PFA selv valgt at betale og være bygherre på projektet.

- Det er ikke en gave, men en investering. Vi vil gerne have opgraderet sidegaderne ved Købmagergades postkontor, som vi jo ejer, for at skabe et bedre produkt til retail-lejerne, så vi kan få bedre lejevilkår og dermed en højere værdi af ejendommen, siger Michael Bruhn, ejendomsdirektør i PFA.

Michael Bruhn oplyser, at projektet kommer til at koste et mindre encifret millionbeløb.

- Det skal sættes i relation til de flere hunderede millioner, vi har brugt på at renovere ejendommen. For PFA er der alene tale om en investering, der skal maksimere vores afkast på den samlede karré, siger han.

Borgmester Ninna Hedeager Olsen vil dog alligevel have lov til at kalde PFAs investering for en gave.

- Jeg er med på, at PFA gør det for at få noget ud af det. Uanset om det formuleres som en gave eller en investering, så tager vi stilling til, om det er noget, som gavner byen. Vi får hele tiden mange tilbud fra nogen, der vil forære os statuer eller lignende, og det vurderer vi så fra gang til gang, om vi siger ja eller nej tak. Så på den måde kan man da godt sige, det er en gave, siger Ninna Hedeager Olsen.

Bliver projektet stemt igennem hos Borgerrepræsentation vil teknik- og miljøforvaltningen påbegynde høringer med beboerne og butiksejerne i området.

- Det er da klart, at vi som politikere må tage det alvorligt, hvis der kommer mange protester. Det vil naturligvis være en vurderingssag, men hvis der for eksempel er mange enslydende protester, så kan sagen blive taget op i udvalget igen, hvor der atter vil blive taget stilling til sagen, siger Ninna Hedeager Olsen.

Går alt efter planen vil anlægsarbejdet påbegyndes i foråret 2019, hvor selve ombygningen vil vare tre-fire måneder.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik