Ny restauratør i støjplaget område: Natbevilling er afgørende

Bevillingsnævnet i København har varslet et stop for nye bevillinger i dele af indre by. Det kan få konsekvenser for kommende russisk restaurant.

Thomas Køhler har netop skrevet under på at overtage et lejemål i indre by, hvor han planlægger at åbne en russisk restaurant.

Lejemålet ligger i Teglgårdsstræde. Det er en af de gader, hvor bevillingsnævnet i København for nylig har varslet et stop for nye bevillinger efter midnat, fordi naboerne klager over store støjgener. 

Det blev Thomas Køhler klar over få timer efter, han skrev under på overtagelsen: 

- I materialet fra ejendomsmægleren stod der, at der var natbevilling og derfor masser af muligheder. Det var helt afgørende for, at jeg valgte det lejemål, fortæller han. 

Vodkabar i kælderen

Thomas Køhler er direktør i et rejsebureau med speciale i ture til Rusland. På grund af sit store kendskab til landet har han nu fået lyst til at åbne en restaurant med russisk mad.

Lejemålet i Teglgårdsstræde har førhen huset en spansk restaurant og bar, hvor der var bevilling til kl. 2.

Thomas Køhler har hele tiden vidst, at der i hans russiske restaurant vil være brug for en lignende bevilling. Der skal nemlig være en særligt indrettet vodkabar i kælderen.

- Jeg er i tvivl om, hvorvidt det kan hænge sammen økonomisk, hvis ikke jeg får bevilling til kl. 2, siger han. 

Bevillingsnævnet i København har varslet et stop for nye bevillinger efter midnat i Vestergade, Larsbjørnsstræde, Studiestræde,  Sankt Peders Stræde, dele af Gothersgade og så altså Teglgårdsstræde, hvor Thomas Køhlers restaurant skal ligge. 

Ny eller eksisterende beværtning

Stoppet gælder kun for nye - ikke eksisterede - beværtninger. Og det håber Thomas Køhler bliver hans redning. 

- Min restaurant ligner jo meget det, der har ligget der i forvejen. Det var en spansk restaurant, fremover bliver det en russisk. Ligesom jeg har overtaget og viderefører den eksisterende lejekontrakt, vil jeg også overtage og videreføre den eksisterende bevilling, siger han. 

Thomas Køhler er altså i tvivl om, hvorvidt hans restaurant vil falde ind under kategorien nye beværtninger eller kategorien eksisterende beværtninger. Det finder han ud af i løbet af de næste uger, når bevillingsnævnet får behandlet hans ansøgning. 

- Det er slet ikke sikkert, der er noget problem. Det håber jeg ikke. Jeg er bare blevet overrasket. Det er jo klart, at det vil være en kæmpe streg i regningen, hvis jeg ikke får bevilling til kl. 2, siger han. 

Vi har forgæves forsøgt at få Københavns Bevillingsnævn til at forklare, om en ny restauratør kan overtage en bevilling fra en tidligere ejer, eller om han skal starte forfra.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik