Netto er klar med et helt nyt butikskoncept med ny indretning, nye farver, færre spot-varer og et særligt fokus på frugt og grønt og nemme måltider. Og første butik med det nye koncept er åbnet i dag på Kongelundsvej 49 på Amager.
Kunderne mener, at det roder lidt for meget i butikkerne, og det har vi lyttet til
Og mange flere af den slags butikker kan følge efter, hvis kunderne elsker det, siger Nettos direktør, Michael Løve.
- Det er på alle måder en test. Vi har brugt 10 måneder på at udtænke et nyt koncept, som kommer ud i fem butikker henover sommeren. Men det er ikke en hemmelighed, at vi er meget optagede af vores kunders reaktioner, for det er nogle ret markante forandringer, vi har lavet i den nye butik.
- Hvis vi får gode reaktioner, så er ambitionen at komme op og renovere 100 butikker om året, siger Michael Løve.
Når man kigger på billedet, ligner det lidt, at man træder ind i en Irmabutik. Er det meningen?
Jeg har hørt andre sige det samme, men så langt vil jeg ikke gå. Ambitionen har været at skabe en butik, som er rar at være i, men det er stadig en Netto, bare en federe butik, lyder svaret fra direktøren.
Roder lidt for meget
Og det har været et generelt ønske fra kunderne, at Netto skulle være mindre rodebutik med færre spotvarer.
- Selv om Netto er et stærkt brand, så har kunderne ment, at konceptet er slidt, og at det roder lidt for meget i butikkerne, og det har vi lyttet til, siger Michael Løve.
Men kan I så opretholde den pæne facade, eller roder det efter et par dage?
- Det er jo en butik, der er i drift fra nu af, så man vil ikke se et glansbillede hver dag. Men ambitionen er stadig, at der er de varer, man skal bruge og et rart rum at være i. Men det kan godt være, vi står og fylder varer op på et ubelejligt tidspunkt, når man lige skal ud og handle, men det er en del af det, der gør, at vi kan drive butikkerne så billigt og opretholde de lave priser.
Vi er ikke perfekte, og det bliver vi aldrig.
Så den nye butik kommer heller ikke til at betyde noget for priserne?
- Nej, det rokker vi ikke ved.