Ny indsats: Det skal være trygt at gå på biblioteket

Kultur- og Fritidsudvalget i København har besluttet, at fælles vagtordninger og nye aktiviteter skal gøre Kultur- og Fritidsforvaltningens institutioner mere trygge.

Københavnerne kan fremover se frem til en endnu bedre oplevelse, når de bruger Københavns biblioteker, kulturhuse og idrætsanlæg.

I hvert fald hvis det står til byens politkere. 

Kultur- og Fritidsudvalget har på et møde 5. april besluttet, hvad de 6,5 millioner kroner, der tidligere er blevet afsat til at gøre københavnernes oplevelse bedre og mere tryg, konkret skal bruges på. 

De skal særligt bruges i den selvbetjente åbningstid, som er meget populær blandt københavnerne, og fordeles på tre forskellige områder:

  • En fælles vagtordning. Nogle biblioteker har allerede haft deres egne vagtordninger, men nu får bibliotekerne en fælles ordning, hvor vagterne kigger forbi flere biblioteker.

 

  • Servicerundering, der betyder at pedel-lignende ansatte kan kaldes ud til de forskellige biblioteker og reparere ødelagte ting eller gøre rent, når der er brug for det. Denne ordning har også tidligere været på nogle institutioner, men udvides nu til at gælde alle.

 

  • Aktiviteter og andre tryghedsskabende indsatser på biblioteker og idrætsanlæg, der skal give bøllerne noget mere fornuftigt at give sig til. Blågårdens Bibliotek på Nørrebro og Sundby Idrætspark på Amager skal frem til sommer teste en række aktiviteter, og efter sommerferien følger kommunens andre institutioner trop.

Kulturborgmesteren er glad

De nye tiltag glæder kultur- og fritidsborgmester, Niko Grünfeld (Å). 

- Bibliotekerne er blandt vores allervigtigste demokratiske institutioner. Her er der plads til den enkeltes fordybelse og fællesskabets engagement. Det skal vi pleje og dyrke, så københavnerne fortsat kan nyde godt af de gode bibliotekstilbud, siger han i en pressemedelelse fra kommunen og forsætter: 

- Ligesom byens idrætsanlæg og kulturhuse skal være rare steder at benytte for københavnerne.

Behovet for tryghedsfremmende initiativer skyldes, at flere af Kultur- og Fritidsforvaltningens institutioner har oplevet forskellige udfordringer, blandt andet at mennesker uden formål tager ophold på blandt andet bibliotekerne til stor gene for brugerne. 

- Når det overhovedet er nødvendigt med flere tryghedsfremmende initiativer i Kultur- og Fritidsforvaltningens institutioner, skyldes det i høj grad, at København slås med massive sociale udfordringer. Udfordringer, som det enkelte bibliotek eller idrætsanlæg ikke kan løse alene, og som kræver flere forskellige indsatser, siger borgmesteren.

 Fakta

  • Selvbetjent åbningstid på de københavnske biblioteker er et meget populært tilbud. Bibliotekerne havde knap 5 mio. besøg i 2017. 800.0000 af besøgene skete før kl.10 og efter kl.19 i den såkaldte selvbetjente åbningstid. 
  • Samtidig viser evalueringer, at der er udfordringer flere steder med uro og uhensigtsmæssig adfærd.
  • I kommunens budgetaftale for 2018 er der afsat 6,5 mio. kr. over de næste tre år til at reducere utryghed på Kultur- og Fritidsforvaltningens institutioner.
  • Indsatserne organiseres og koordineres som et fælles initiativ for alle Kultur- og Fritidsforvaltningens institutioner. Det giver mulighed for at anvende ressourcerne fleksibelt og udnytte erfaringer og gode løsninger på tværs af institutionerne.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik