Ny flyrute får flere kinesere til København

Danskerne kan se frem til flere kinesiske turister i bybilledet. Flyselskabet Air China åbner en rute fra Beijing til København i løbet af foråret.

Der er kommet flere af dem de seneste år. 

De kinesiske turister har for alvor fået øjnene op for København og Danmark, og det får nu det kinesiske flyselskab Air China til at åbne en flyrute fra Beijing til København. Det skriver Berlingske Business.

Den nye rute åbner i maj og kommer til at bestå af fire ugentlige afgange mellem Beijing og København. I en pressemeddelelse skriver flyselskabet:

- Når den nye rute lanceres, vil passagererne kunne komme komfortabelt til H.C. Andersens eventyrland på 10 timer. København er Danmarks hovedstad og er fyldt med eventyrlig uskyld og livlig, idyllisk charme. Efter den officielle start på "Kina-Danmark-året" for turisme, bliver kinesiske turister i stigende grad begejstret for at rejse til Danmark.

"Kina-Danmark-året" refererer til, at de to lande i 2017 samarbejdede særligt om at styrke turismen landene i mellem. 

Verdensmestre i rejseforbrug

Med den nye rute bliver det ikke kun rejselystne kinesere og danskere, der får noget at se frem til. Også butikker og virksomheder, der beskæftiger sig med turister, kan se frem til at få gavn af flere turister.

Kineserne er verdensmestre i at bruge penge, når de rejser, og med et gennemsnitligt forbrug på 2000 kroner per døgn overgår de både tyskere og amerikanere.

Desuden vil bedre transportmuligheder mellem Danmark og Kina også styrke forretningsforbindelserne mellem de to lande.

- Det er positivt for både samhandelen og turismen, at der kommer endnu en rute. Det vil gøre det nemmere for danske og kinesiske forretningsfolk at mødes, ligesom vi vil kunne trække flere kinesiske turister til Danmark, siger Sune K. Jensen, fagleder for turisme i Dansk Industri, til Berlingske Business.

Et af målene for det dansk-kinesiske turismeår er, at antallet af kinesiske overnatninger i Danmark skal stige fra 221.000 i 2016 til 308.000 i 2018.

Udover Air Chinas varslede rute flyver SAS til Beijing og Shanghai, og så lancerer det kinesiske flyselskab Cathay Pacific i maj måned en rute fra Hongkong til København.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik