Ny app skal redde gamle brune bodegaer

De gamle bodegaer i København kæmper for livet, og nu tager de et nyt - og meget nutidigt - værktøj i brug i kampen om kunderne.

'Sidder på et værtshus'...

Sådan sang John Mogensen, og sådan synger nogle stadigvæk - men ikke så ofte som tidligere.

Det er nemlig en kendt sag, at de gode, gamle, brune bodegaer har det hårdt.

Det er dem med de stive, nikotinhærdede gardiner, den tunge cigaretrøg i luften og fyldte askebægre. Der, hvor en hof på flaske koster 20 flade kroner.

I København åbner smarte og moderne barer med fancy drinks, nulrygepolitik og håndbryggede specialøl på stribe.

Det har de seneste år fået adskillige brune beværtninger i København til at dreje nøglen om. Men det kan snart være fortid. Nu er bodegaerne nemlig begyndt at kæmpe tilbage.

quote Værtshusene var det, man brugte i gamle dage. Nu går mange på caféer i stedet for.

Nadeem Wasi, medlemschef i Horesta

Det vender vi tilbage til.

Horesta: Nye adfærdsmønstre udfordrer bodega-livet

Først skal vi forstå, hvorfor bodegaerne ikke længere har så mange gæster.

- Det kommer nok ikke bag på nogen, når man går en tur i København, hvordan det er gået. Der er langt færre værtshuse, end der har været tidligere, siger Nadeem Wasi, der er medlemschef i Horesta.

 
 
Foto: Screendump

Horesta er brancheorganisation for service-, turisme- og oplevelsesindustrien og følger nøje udviklingen i netop de hverv.

Ifølge medlemschefen skyldes de traditionelle værtshuses hårde tid særligt, at danskerne har ændret adfærdsmønster og nu ikke samles for at hygge sig på værtshusene i samme grad længere.

- Værtshusene var det, man brugte i gamle dage. Nu går mange på caféer i stedet for, siger Nadeem Wasi.

Men den udvikling skal stoppes.

Det mener Dan Rajovic, der er stifter og medejer af Bodega Glashuset i Københavns Nordvestkvarter.

App skal skaffe kunder i butikken

Han står i spidsen for appen 'DinLokaleBodega', som skal trække de øltørstige tilbage til de lokale bodegaer i hovedstaden.

- Vi hjælper kunderne med at finde et sted og få en kold.

- Idéen har været at få flere kunder i bodegaerne. Hvis man betaler de her 99 kroner om måneden, så kan man gå ind i hvilken som helst bodega, som er med i appen, og få en gratis øl - hver dag, siger Dan Rajovic.

Allerede nu er 15 bodegaer med på idéen, og ifølge manden bag er der flere på vej.

quote Der er aldrig nogen, som kun drikker én øl på en bodega. Man drikker altid to.

Dan Rajovic, stifter og medejer af Bodega Glashuset

Dan Rajovic håber, at mellem 150 og 200 bodegaer vil være med, så man gennem appen er godt dækket ind, hvis man bliver tørstig i København.

Og flere gæster til bodegaerne er en god forretning - også selvom den første øl er gratis.

- Der er aldrig nogen, som kun drikker én øl på en bodega. Man drikker altid to, siger Dan Rajovic og tilføjer:

- Der er mange, som er ved at dreje nøglen om. Blandt alle de bodegaer, jeg har været ude og besøge for at fortælle om appen, er to ud af fem bodegaer på vej nedad. Ejerne bliver ældre, og der står ikke en ny generation på spring for at overtage. Samtidig er de måske ikke helt med på noderne i forhold til, hvordan de får flere, særligt unge, kunder i butikken.

- Det er jo en del af vores kulturarv

Journalist og forfatter Allan Mylius Thomsen har bedrevet bogen 'Byen der forsvandt', som fortæller om det gamle København og i særdeleshed de mange værtshuse i hovedstaden.

Han glæder sig over det nye initiativ og mener, at vigtig kulturarv går bort i takt med, at de gamle bodegaer forsvinder.

- Indtil 1905 havde københavnerne i gennemsnit to kvadratmeter per beboer i en lejlighed. Man boede mange sammen, og derfor blev bodegaen den lokale dagligstue, fortæller Allan Mylius Thomsen.

- Der er helt faste regler, som gælder der. Når man sætter sig ned, så vil man være i fred, men hvis man står i baren, vil man gerne snakke. Sådan er det stadigvæk i dag, siger han.

Og noget tyder på, at de gamle regler kan fortsætte i ro og mag på de beværtninger, hvor man har taget appen 'DinLokaleBodega' i brug.

Fremgang på 20 procent

Appen har nemlig allerede vist stor fremgang hos de beværtninger, som er med på den smarte teknologi.

Ifølge Dan Rajovic har hans egen bodega oplevet en fremgang på 20 procent, siden appen kom i gang, og han forventer, at det bliver endnu bedre.

- Det er jo spændende for unge mennesker, som kommer ind og skal indløse en øl - og så hører de lidt om stedet, og får måske lyst til at komme igen en anden gang, siger han.

Hos Horesta lyder rådet også, at markedsføring er et vigtigt element, hvis værtshusene vil gøre sig håb om gæster i fremtiden.

Horesta: Markedsføring er essentielt

Det skyldes ifølge medlemschef Nadeem Wasi, at store kæder som The Irish Pub er rykket ind på markedet. De har en fast og planlagt strategi, så gæsterne får lige præcis det, de vil have.

- De brune værtshuse bliver der færre og færre af, fordi de ikke skiller sig særligt ud, siger han og fortsætter:

- Det er vigtigt at markedsføre. Hvor man tidligere kunne bero sig på lokalbeboerne som kundekreds, så har de mange transportmuligheder i København gjort det nemmere at komme til forskellige beværtninger rundt omkring.

Ifølge Dan Rajovic er håbet, at mellem 40 og 50 bodegaer har tilmeldt sig 'DinLokaleBodega' inden årets udgang.

Og så er spørgsmålet, om flere igen kan glamme John Mogensens søvndrukne sang om værtshuset nær ved Gammel Strand i fremtiden.

'Man vil bare sidde, få en lille tår. Glemme alle pligter, ligesom igår.'

En af de gamle bodegaer, der for nyligt måtte lukke ned er Skindbuksen. I december genåbnede den med nye ejere:

Få historien om Skindbuksen, der er gået så grueligt meget igennem men nu er reddet på målstregen af en ny ung forpagter.

 

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

Kultur

_K0A1491_1

playBunker har stået tom siden Anden Verdenskrig: Danner nu ramme om helt nye oplevelser

60_percent

playOplev naturen: Sådan kan du fange fuglenes sang med en byg selv-optager

Plejehjemsklovn1

playCirkusklovne måtte ikke optræde. Så lejede de en lift og steg til vejrs

Roskilde Festival

Her kan du komme på festival trods corona-restriktioner

København

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere